De seneste år er folkemusik blevet stadig mere populært og på næste mandag, den 26. november, 2018 er der mulighed for både at synge, spille og danse med andre i Absalon. Arkivfoto: Rikke Milling
in ,

Folkesang og fællessang i Absalon

FOLKESAGN. Folkehuset Absalon holder et ekstraordinært event, når de mandag 26. november inviterer til ‘Musik af mulden’, hvor unge, danske komponister har lavet nye arrangementer til danske folkeviser sammen med Dekorum.

DANS: Folkehuset Absalon afholder et event lidt ud over det sædvanlige mandag d. 26. november.

Her er der ’Musik af mulden – Folkesang og dans i nye klæder’, som er søsat af Folkehuset Absalon og Vokalensemblet Dekorum.

Sammen med Vesterbro hylder de musikalske rødder og fællesskab.

Projekt fra 2017

Alle er inviterede til at medbringe instrumenter, hvis de har nogen, og derudover deltage i både musik, dans og sang.

Med udgangspunkt i deres kærlighed til folkemusik plantede vokalgruppen Dekorum sidste år projektet ’Musik af Mulden’.

Her inviterede de unge, danske komponister til at lave nye arrangementer til danske folkeviser. Det resulterede i en hel håndfuld sange, som de deler denne mandag aften i Absalon.

Folkemusik-jam

Som traditionen i folkemusik foreskriver, så er en vigtig del fællessang, så det er derfor ikke kun Vokalensemblet Dekorums 12 sangere, der skal synge på næste mandag.

Mange melodier og historier er blevet overleveret gennem generationer, fordi man har sunget sammen, og de udvalgte danske folkeviser bliver derfor også sunget sammen, så alle kan være med.

Efter sangene emmer ud, er det tid til at sætte sving i kroppen. Den instrumentale folkemusik er nemlig dansemusik i en sådan grad, at det kan være næsten umuligt at sidde stille.

Martha Larsen fra Vokalensemblet Dekorum guider gennem de kendte folkedanse, mens violinisten Clara Tesch spiller musikken dertil. Afslutningsvis er der fri dans og folkemusik-jam. Hvis du har lyst, kan du tage dit instrument under armen og spille med.

Folkemusik. I Absalon. Fællessang og vokalkoncert kl. 20, fælles guidet folkedans kl. 21.30 og folkemusik-jam og fri dans fra kl. 22. Entré: 50 kroner.

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Når landskabet bliver en scene

Advarsel: Modkørende trafik på Øresundsbroen