CSR/Nanoks bronze-kvinder. Foto: Daniel Storch.

Medaljeregn over rugby-øen

RUGBY. Amager er i sjælden grad en magtfaktor i dansk rugby: Hele tre klubber fra nord- til sydspids er med til at placere den ovale bold solidt på øen.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

HELE ØEN: Med christianshavnerklubben CSR/Nanok i nord, ’lillebror’ Dragør på øens sydspids og RK Speed i Tårnby i midten er der ingen steder i Danmark, hvor der spilles så meget rugby som på Amager.

Og nu hvor rugbyåret 2018 lækker mod ende, er det på sin plads at gøre status på endnu en sæson, hvor Amagerklubberne har markeret sig i toppen af sporten.

Guld-Speed hos de unge

I ungdomsrækkerne vandt Speed guld i U18 og U16, imens CSR/Nanok tog sølv i U16- og U12-rækkerne.

Selv om det ikke blev til medaljer i år til Dragør Rugby Klub, som blev stiftet i 2014, har det været endnu en stærk sæson i klubben med tilgang af endnu flere medlemmer.

Klubben, som har en stærk organisation og et højt aktivitetsniveau, arrangerede et stort indendørs ’touch rugby’-stævne i januar, holdt et ungdomsstævne i Pinsen – dét er hurtigt blevet en tilbagevendende tradition – og arrangerede også i år en uhyre populær tur til Berlin for klubbens ungdomsspillere.

To gange metal-damer

Et urørligt hold fra Frederiksberg gik ubesejret igennem årets dameturnering. RK Speed vandt ellers sølv, mens CSR/Nanok tog bronzemedaljerne – sidstnævnte præstation var bemærkelsesværdig i og med at det kun var holdets andet år i turneringen.

Kvindesiden hos christianshavnerklubben er faktisk i så kraftig vækst, at klubben – som den eneste i landet – sluttede med hele to hold i dameturneringen i 2018.

Lokalbrag i herretoppen

Årets herreturnering sluttede med dramatik med hele tre hold, inklusive CSR/Nanok og RK Speed, à point på turneringens andenplads – også på herresiden vandt Frederiksberg i år.

Den indbyrdes pointforskel gjorde, at CSR/Nanok tog sølvmedaljerne hjem, mens Speed fik den utaknemlige fjerdeplads – den første sæson uden medaljer til Speed i flere sæsoner i toppen af dansk rugby. Til gengæld vandt Speed sølv i årets pokalturnering og DM-sevens mesterskabet.

Sølvmedaljerne var de første medaljer til CSR/Nanoks herrehold i flere år. Klubben stillede op med et helt nyt trænerteam i 2018, hvor Amager-drengen Nich Gulris står i spidsen, og de var ovenud tilfredse.

»Vi fik en sæson over alle forventninger. Ti måneders hårdt arbejde og marginalerne på vores side resulterede i sølvmedaljer, hvilket vi slet ikke havde regnet med. Vi er stadigvæk i en opbygningsfase, men vi tager alt med på vejen, som vi kan nå. Og jeg håber, at sølvet i år tænder en ild til endnu flere medaljer de kommende sæsoner,« fortæller Gulris.

Spillere strømmer til

CSR/Nanok, Speed og Dragør har alle sammen fine ungdomsafdelinger og tilbyder muligheden for at komme i gang med legen med den ovale bold til mænd og kvinder i alle aldre.

Dragør Rugby Klubs formand, Jens Aage Skare Nielsen, er også formanden for Dansk Rugby

Action i Dragør. Foto: Daniel Storch.

Union.

»Det har været skønt med Amager-klubbernes succes i 2018, og vi håber at det kommer til at få en positiv effekt på klubbernes rekruttering i 2019. Næste år tegner til at blive den sæson i Dansk Rugby Unions historie med flest aktiviteter for børn og unge. Og så er rugbysportens stærke værdier – og ikke mindst klubbernes måde at arbejde med værdierne på – medvirkende til at tiltrække nye spillere.«

Find klubberne på Facebook hvis du eller dit barn vil i gang med at spille rugby.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Kgs. Enghave & Valby Bladet og Amager Bladet. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem godt 20 år, de seneste fire på godt og ondt. Jeg er nysgerrig på menneskelivets mangfoldige historier inden for kultur, sport, trafik og politik. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

140-160 ekstra sovepladser til hjemløse

Danmarksrekord i næstekærlighed