Hanna Sargin Andersen har kæmpet for de bemandede legepladser, der nu går fri af besparelser. Foto: Frank S. Pedersen
in , , , , , , , , , , , , ,

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Forligspartier redder bemandede legepladser og toiletter

SPAREKNIV. Mindre administration og færre rejser skal være med til at betale de 37 millioner kroner, som Teknik- og Miljøforvaltningen mangler.

Besparelser: Syv partier på Københavns Rådhus har i dag landet en aftale, der friholder byens bemandede legepladser og offentlige toiletter fra besparelser og afværger afskedigelse af 58 medarbejdere. Det meddeler budgetpartierne i en pressemeddelelse.

Københavns 26 bemandede legepladser og 32 offentlige toiletter er reddet. Det samme er 58 medarbejdere, der stod til at blive afskediget som følge af budgetudfordringer i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Bag den nye aftale, som altså begrænser antallet af afskedigede medarbejdere fra 83 til 25, står de syv partier, der også er med i budgetaftalen for 2019. Med aftalen tager de syv partier ansvar for at rette op på Teknik- og Miljøforvaltningens økonomi, ved blandt andet at skære i rejser, kampagner, administrationen og ved at medregne de indtægter, som frigives ved at fjerne et ledelseslag i Teknik- og Miljøforvaltningen

Bag den nye løsning står Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, DF og Liberal Alliance.

Parterne siger om aftalen:

Gruppeformand Lars Weiss (S):

”Forvaltningens budgetrod truede vores bemandede legepladser og offentlige toiletter, og stod til at koste rigtig mange stillinger og give borgerne dårligere service. Derfor er jeg og Socialdemokratiet meget glad for den aftale, vi har landet i dag, som flytter besparelsen over på bl.a. administration og rejser.” 

Gruppeformand Mette Annelie Rasmussen (R):

“Det er godt, at vi nu har fundet en løsning, der sikrer de bemandende legepladser og vores fortsatte deltagelse i Copenhagen Solution Lab, der fremmer og tester grøn innovation i nye partnerskaber”

Gruppeformand Flemming Steen Munch (V):

”Jeg er ganske tilfreds med, at vi opnår de nødvendige besparelser ved at sænke de administrative omkostninger i forvaltningen. Således kommer københavnerne ikke til at mærke forringelser i byens tilbud, hverken på de bemandede toiletter, på legepladserne eller på de puljemidler, som er afsat til at lappe akutte huller i vejene.”

 Gruppeformand Klaus Mygind (SF):

“For SF er det afgørende, at hverken de bemandede legepladser og at byen toiletter bliver berørt. Vi har været i urimelig situation, hvor vi akut skulle finde besparelser på 35 mio. efter, at vi har lavet en budgetaftale. Nu skal vi væk fra ‘her og nu besparelser’ og have fuldstændig styr på Teknik- og Miljøforvaltningen økonomi.”

Gruppeformand Jakob Næsager (K):

”København skal fungere i hverdagen, og derfor er vi konservative glade for, at det lykkes at holdes byens toiletter åbne og med samme bemanding. Ved at spare på rejser og administration er det lykkes at afværge mange fyringer blandt de medarbejdere, der får byen til at fungere i hverdagen.”

 Miljø- og trafikordfører Finn Rudaizky (DF):

“I Dansk Folkeparti er vi glade for, at vi ikke blev tvunget til at benytte vor vetoret. Så vi er meget tilfredse med, at alle budgetpartierne gik med til, at bevare samtlige af byens legepladser og også alle de offentlige toiletter. Desuden pegede vi på, at dyr politisk- og administrativ rejseaktivitet skulle begrænses. Det sker nu, samtidig med at vi opretholder fortsat at kunne reparere huller i vejene. Situationen er uholdbar. Enhedslisteborgmesterens forvaltning er reelt sat under administration.”

 Gruppeformand Alex Vanopslagh (LA):

“Det glæder mig, at vi ikke har fulgt forvaltningens indstilling om at skære på borgernær velfærd, men i stedet på forvaltningens apps, rejser, administrationsudgifter og massageordninger. Det burde vi i det hele taget gøre noget oftere.”

Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Julestemningen spreder sig i byens gader

Fire mænd fængslet efter våbenfund