Christian Johansen foran Bristol Blomster i Lyongade 4, der frem til 1962 var garageanlæg for ejendommens beboere. Butikken er kåret til 'Månedens Amagerbutik' for oktober. Foto: Anders Bentzon.

Sur 😠 Elsker 😍 Like 👍

Den gamle garage i Lyongade: Fra benzinlugt til blomsterduft

MÅNEDENS AMAGERBUTIK. En gammel bilgarage i Lyongade blev i 1963 omdannet til blomsterbutik. Siden har Bristol Blomster udskiftet lugten af benzin og olie til velduftende blomster og planter. Ejeren Christian Johansen og hans personale fik en tidlig julegave med kåringen til ‘Månedens Amagerbutik’ for oktober.

AF JAN JEPPESEN

jje@amagerbladet.dk

SUNDBY: »En af mine ansatte fortalte, at vi var kåret til ’Månedens Amagerbutik’. Jeg troede det var en practical joke. Men den er god nok. Det er simpelthen for vildt. Jeg er bare så super stolt.«

Ejeren af Bristol Blomster i Lyongade, Christian Johansen, smilede om kap med de glinsende gammeldags julekugler i kurvene, der ligger klar til at blive langet over disken i den charmerende blomsterbutik på hjørnet ud til Amagerbrogade.

For julen er et af årets højdepunkter for Christian Johansen og hans stab på seks medarbejdere.

Torsdag modtog han selv en tidlig julegave, da Amager Bladet og Danske Bank mødte op for at overrækken prisen som ’Månedens Amagerbutik’ for oktober. Bristol Blomster er nemlig én af mange butikker, der har fået mange anbefalinger på Amager Bladets Facebook-gruppe.

Og kåringen kommer på det helt rigtige tidspunkt, forklarer Christian Johansen.

»Vi har været hårdt ramt af vejarbejdet på Amagerbrogade. På et tidspunkt var adgangen til butikken lukket helt i tre måneder. Vores beregninger viser, at 38 procent af kunderne kommer i bil og derfor har brug for at parkere i Lyongade. Men det har været helt umuligt. Det er gået hårdt ud over omsætningen. Heldigvis er kunderne begyndt at vende tilbage, så vi kan få en god julehandel.«

Gammel bilgarage

Det var Christians farfar, Tage Johansen, der helt tilbage i 1942 åbnede Bristol Blomster – i et lejemål på Amagerbrogade. Men i 1962 skulle bygningen saneres og lejemålet blev opsagt.Tage og brødrene Jørgen og Claus Johansen gik nu sammen og flyttede Bristol Blomster til nogle ledige lokaler i Lyongade. Her fik de tilbudt at indrette butikken i et gammelt bilgarageanlæg med grønne træporte. I november 1963 genåbnede Bristol Blomster i tre af de gamle garager.

Johansen-brødrene overtog så Blomster Jensen på Amagerbrogade og fortsatte ekspansionen i 1978, hvor de åbnede Amagerlands Have- og Plantecenter. Det blev solgt til Plantorama for to år siden, og Christian fik så tilbudt ejerskabet af Bristol Blomster, mens søsteren driver Store Magleby Blomster.

»Det var været lidt af en omvæltning, men også en stor udfordring,«´fortæller Christian, der i marts forlod jobbet som bestyrer af Center Blomst i Amager Centret efter 20 års ansættelse.

Syv dage om ugen

Christian Johansen er uhyre optaget af, at kunderne kan besøge en blomsterbutik med charme og atmosfære.

»Men vi skal hele tiden tænke ud af boksen for at gøre det interessant for kunderne. Vi er medlem af Interflora og sælger også vin og chokolade. Og vi har udbringning alle ugens syv dage. I butikken kan man købe stueplanter og brugskunst, og har man brug for en gavekurv – ja, så laver vi den,« forklarer Christian Johansen, der bor i Søvang i Dragør og derfor lige kan slå et smut forbi til søsteren i Store Magleby Blomster, når han kører hjem mod privaten efter en lang arbejdsdag.

Når man er opvokset i en blomstergal familie er der ikke noget at sige til, at Christian Johansens liv er fyldt med blomster.

»Min oldemor og oldefar boede lige ved butikken i Lyongade. Jeg besøgte dem ofte, og så løb jeg lige herned til min farfar for at gå til hånde i butikken. På den måde blev blomster mit liv. Men jeg er stadig en novice. En af mine ansatte, Allan, har været i butikken i 40 år. Han blev faktisk ansat det år, hvor jeg blev født,« griner butiksejeren, der ikke kan lade være med at tænke over, at der engang lugtede at benzin og olie i de lokaler som nu dufter af blomster og planter.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Ramponerede campingvogne slår lejr på Forlandet

FCK holder pause på andenpladsen