in ,

Nordisk lyd i Vanløse

To dage med nordisk musik på Kulturstationen

Fredag og lørdag sætter Kulturstationen Vanløse fokus på nordisk musik med minifestivalen Nordic Wave. Fredag er tilegnet to grønlandske bands, og lørdag er turen så kommet til to færøske bands.

Fredag starte de to dage stærkt ud, med to fantastiske grønlandske navne!
Aviaja Lumholt skal bare opleves! Det er musik, men det er også meget mere end det. Det er en dragende, drømmende, sfærisk totaloplevelse med inuit world-musik referencer. Her er blødt svungne melodier og øresønderrivende vulkanudbrud. Aviaja behersker alle temperamenterne og formidler dem ved hjælp af sin personlige udtryksfulde stemme og sin sceneperformance som er inspireret af Grønlandsk maskedans.

Aviaja Lumholt er halvt grønlandsk, halvt dansk og uddannet Sanger/ Musiker fra Rytmisk Musikkonservatorium, samt tidligere elev fra den grønlandske krops-teaterskole, Tuukkaq.

Andet band denne aften er ingen ringere end det grønlandske indie-rock band Small Time Giants. Det er uden tvivl et af de mest populære livebands i Grønland med deres kontrastfyldte, energiske sange, og de tager jævnligt turen op af kysterne hvor der er et trofast publikum i hver lille flække.

En lørdag med to færøske stjerneskud

Færøernes måske bedste sanger lige pt.? Marius Ziska er først og fremmest en fantastisk sanger, der vækker mindelser om både Chris Martin fra Coldplay og Bon Iver. Musikken har en klar melankolsk grundtone med utroligt smukke melodier og brusende instrumenteringer fra det virkeligt velspillende og sammentømrede band, bestående af nære venner fra hans færøske hjemegn. Ziska fik med den seneste albumudgivelse “Home / Heim” sit store gennembrud på Færøerne. Pladen udkom samtidig i Danmark og Tyskland, hvor den fik en række flotte anmeldelser og blev fulgt op af turneer. Bandet har netop lagt sidste hånd på opfølgeren “Portur” – et album som mere end nogensinde har en international sound a la “The War On Drugs”, men med færøske tekster, hvilket giver et helt særligt twist.
Med denne aften er også den færøske singer/songwriter ”Son of Fortune”. Son of Fortune spiller denne aften som trio med guitar, bas og trommer. Det er musik, der er skabt i de lange vinternætter på Færøerne. Musik der afspejler det utrolige landskab på øgruppen, og som har en helt særlig kant, der er formet af de mange storme og rå vejr. Dette bliver alt sammen leveret og på smukkeste vis formidlet af Son Of Fortunes vokal og på en gamle smadret Fender Strat!

Son Of Fortune vækker måske ikke den store genkendelse her i Danmark, men det gør nogle af de mange artister han har spillet med. Tag f.eks. de to færøske stjerner Teitur og Eivør, men han har også spillet med levende internationale legender som Kris Kristofferson og Larry Gatlin.

Fredag d. 16. november. Døre 20.00/Show 20.30 // 100 kr. + gebyr/110 kr. i døren

Lørdag d. 17. november. Døre 20.00/Show 20.30 // 90 kr. + gebyr/100 kr. i døren

Forsalg: www.kulturstationenlive.dk

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Fornem Fremad-debut til Valentic

Fakler mod bortvisning af hjemløse torsdag