Arkivfoto: Michael Paldan
in ,

Ked 😭

Southie takker af efter et lille år på Borgbjergsvej

Det var med masser af visionært gåpåmod, at Peter Sørensen i januar slog dørene op til sin eventcafé Southie på Borgbjergsvej 54. Efter knap et år, der blandt andet har budt på metrobyggeri og vejarbejde, har Peter Sørensen dog nu valgt at lukke og slukke.

Der har været festet for John Mogensen og drukket af champagneflasker med sugerør. Borgbjergsvej fik noget af opblomstrende ny erhvervsdrivende, da Peter Sørensen i januar åbnede sin nye eventcafé Southie i nummer 54. Her et lille år efter må den driftige og kreative erhvervsdrivende dog smide håndklædet i ringen og dreje nøglen om. På Facebook skriver Peter Sørensen her til morgen:

“Min lille skøre eventbiks med store armbevægelser, slukker lyset. Jeg har båret nøglen i over et år, og jeg elsker samtlige millimeter af lokalerne. Men jeg er kommet frem til at tidspunktet er nu. Der har siden start været massiv opbakning om alle mine mærkværdige events, lokalbefolkningen har været sublime til at støtte stedet og jeg har fået en tsunami af skulderklap, samt kontinuerlig presseomtale i begejstret retning, for min indsats i Sydhavnen. Dog har min vision om vækst i dagligdagene været større end virkeligheden har præsteret,” skriver han blandt andet.

Peter Sørensen skriver endvidere, at metrobyggeriet for enden af Borgbjergsvej er en del af årsagen til, at han nu vælger at lukke og slukke:

“Jeg kunne sagtens fortsætte udelukkende med events, men det kræver at jeg “bare” er bartender, og fortsat ikke skal se min familie i weekenderne. Det store brede billede var et andet. Lige nu lider Borgbjergsvej hårdt under metrobyggeri og andre tiltag, som har kvalt en betragtelig del af forbipasserendes færden. Vækstpotentialet i Southie ligger ikke længere i en retning, jeg føler for. Så jeg vil hellere stoppe mens legen er en højtråbende succes,” skriver han.

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Heste og ballerinaer giver julestemning i Illum

Ugen i billeder: på Nørrebro og i Nordvest