Øbro-Jagtvej Bibliotek vurderes som utidssvarende og nedslidt, og det er håbet at etablere et nyt bibliotek som erstatning i løbet af nogle år. Arkivfoto: Michael Paldan
in , ,

Ked 😭 Like 👍

Tre steder i spil som nyt bibliotek

Københavns Kommune har udpeget mulige tre adresser som afløser for Øbro-Jagtvej Bibliotek: En gennemgribende renovering af den eksisterende bygning, Kulturcenter Kildevæld og Svanemøllehallen.

 

Høring: Det er ikke nogen nyhed, at Københavns Kommune mener, at Øbro Jagtvej Bibliotek er nedslidt og utidssvarende.

I fjor undersøgte kommunen muligheden for, at et nyt bibliotek kan rykke ind i elværket på Øster Allé. Den tanke er man gået bort fra, da ejeren, forsyningsselskabet HOFOR, ikke ønsker at have de kulturelle aktiviteter ved siden af produktionsanlægget, som ind i mellem tages i brug med kort varsel.

I stedet er kommunens kultur- og fritidsforvaltning begyndt at kigge på andre adresser.

En mulighed er at bygge ekstra kvadratmeter ved Kulturcenter Kildevæld, som for tiden bygges ved Kildevældsskolen, en anden mulighed er at bygge nyt ved Svanemøllehallen.

Sendes i høring

Når det gælder disse to placeringer, vil der være tale om, at et bibliotek bygges i sammenhæng med andre af kommunens kulturelle bygninger, som er en model, man ser andre steder i København.

En tredje scenarie er at bygge lokaliteterne på Jagtvej helt om. Det vil kræve et samarbejde med boligselskabet KAB, som ejer nabobygningen Øbrohus.

Politikerne i kultur- og fritidsudvalget har besluttet at sende sagen i høring, inden de senere træffer en beslutning om en kommende placering. Her skal blandt andet Østerbro Lokaludvalg høres.

Formanden Allan Marouf er glad for, at kommunen undersøger nye alternativer, når det nu ikke kunne lade sig gøre at flytte ind i Østre Elværk.

»Øbro Jagtvej er ikke egnet til moderne formål. Det er godt at prøve noget nyt,« siger han.

Allan Marouf lægger ikke skjul på, at han foretrækker, at et kommende bibliotek kommer til at ligge ved Kulturcenter Kildevæld. I forvejen skal der ligge en mindre biblioteksfilial i kulturcentret.

»Det vil ligge fint i tråd med de tidligere beslutninger,vi har truffet i lokaludvalget om at have kulturcentret som knudepunkt,« siger han og understreger samtidig, at sagen ikke var været til behandling i lokaludvalget endnu, og de øvrige medlemmer naturligvis også skal komme med deres input.

Penge skal findes

Når kultur- og fritidsudvalget efter en høring har truffet en beslutning, betyder det dog ikke, at byggeriet af et nyt bibliotek kan gå i gang med det samme.

Først skal der findes penge, og der er det håbet, at de kan findes i overførselsforhandlingerne, hvor ubrugte kroner og ører fra året før fordeles, i det tidlige forår. Det er dog langt fra givet, at midlerne sættes af til den lejlighed. Der er altid mange ønsker til disse forhandlinger.

Mens der er planer om et nyt bibliotek på Ydre Østerbro, er der ingen planer om at ændre Østerbro Bibliotek på Dag Hammarskjölds Allé.

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Billeder: Der blev bagt og danset

Eftertragtet verdensbrand bor på Nørrebro