Foreningsformand Michael Sydhaven Hansen, bundgarnsfisker Brian Kyed og lokaludvalgsformand Joan Røge i første række sammen med overborgmesteren på gåtur rundt på Stejlpladsen efter mødet. Fiskerhavnens Venner har indsamlet over 9.000 underskrifter mod boliger på Stejlepladsen. Indsamlingen foregår bla. på skrivunder.net
in , ,

Sur 😠

Stejlepladsen: Fiskerhavnens beboere må nøjes med indflydelse på bagkant

Overborgmester Frank Jensen havde ikke gaver med til de engagerede sydhavnere, da han besøgte Stejlepladsen. Selv om han gerne vil bevare de særlige københavnske miljøer.

»Hvis man tager Nej-hatten på, så er det slut. Beslutningen er taget, og det kan vi ikke gøre noget ved. Men hvis man bruger Ja-hatten, så er der håb endnu. Især hvis Dansk Naturfredningsforening kan få indflydelse,« siger Joan Røge, der er formand for Kongens Enghave Lokaludvalg.

Hun var en af deltagerne, da overborgmester Frank Jensen (S) i tirsdags var på besøg i Fiskerhavnen for at holde dialogmøde med inviterede gæster.

» Jeg vil gerne sige tak til alle, som var med til mødet. Det var et godt møde, og jeg har stor respekt for, at man møder op og går i dialog, selvom man ikke nødvendigvis er enig i beslutningen om at bygge boliger på Stejlepladsen,« sagde han efterfølgende.

Dialog undrer

Også Fiskerhavnens Venner var repræsenteret på mødet, blandt andet af foreningens formand.

»Jeg undrer mig over hvad han egentlig ville, når der nu ikke er noget at diskutere, det har ikke meget med dialog at gøre,« mener Michael Sydhavn Hansen.

»Og så hjælper det heller ikke, at de siger, at de godt kan forstå vores følelser, det er ikke det, det handler om. Det handler om, at kommunen vil affrede Stejlepladsen for at betale deres gæld. Fredninger skal netop beskytte mod tilfældigt byggeri, når for eksempel kommuner vil tjene penge på at sælge dyre grunde til boligbyggeri,« skummer han og henviser til Planloven.

Frank Jensen lægger op til, at der fremover skal være endnu mere dialog.

»Det her var forhåbentligt kun første skridt til en lang og god dialog om, hvordan vi bedst muligt integrerer det nye byggeri i respekt for de mennesker og det særlige miljø, der kendetegner livet ved Fiskerhavnen og området omkring Stejlepladsen,« siger han.

Hvad med kulturmiljøet

Ud over at Stejlepladsen, hvor der efter planen skal være 550 boliger, er fredet, har den omliggende Fiskerhavn status som bevaringsværdigt kulturmiljø.

»Men jeg gad nok vide hvordan det vil gå. Om de nye beboere oppe i deres nye boliger er klar til at se og høre på vinkelslibere og andet arbejde nede i havnen, når de skal sidde og slappe af med kaffen,« spørger Joan Røge, der giver Nej-hatten videre til Michael Sydhavn Hansen.

»550 boliger, det svarer til 1.100 mennesker, sat i forhold til de 200, der bor her i forvejen,« pointerer han.

Ud med badevandet

Men overborgmesteren virker ikke helt så bekymret.

»Det er mit ønske, at vi i fællesskab får skabt en ny Stejleplads, som indfanger stedets sjæl og har respekt for det eksisterende. Jeg ønsker ikke at skylle det særlige københavnske og de særegne miljøer, som vi gerne vil bevare i København, ud med badevandet. Vi skal sikre, at det nye følges med det gamle, når vi bygger nyt,« siger han.

Fællesskabet har ellers ind til videre ikke omfattet områdets beboere og bruger. Udpegningen af Stejlepladsen er en politisk beslutning helt uden borgerinddragelse. Men det ændrer sig nu, lover Frank Jensen.

»Sammen med By & Havn vil vi komme med et forslag til en udvidet borgerinddragelsesproces om udviklingen af området omkring Stejlepladsen. Jeg håber, at mange vil gribe muligheden for at komme til orde og få indflydelse,« slutter han.

Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Mediecentret Frederiksberg med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Litterært baghold på Vesterfælledvej

Billeder: Der blev bagt og danset