PR-illustration
in , ,

Italiensk restaurant åbner på toppen af Carlsberg

I begyndelsen af det nye år slår Brøchner Hotels dørene op til Hotel Ottilia i de historiske industribygninger Lagerkælder 3 og Maltmagasinet i Carlsberg Byen. På boutiquehotellets tagterrasse vil hotelgæster og naboer blive mødt af en ny restaurant og bar med 360 graders udsigt over hele København.

Den nye restaurant med plads til op til 300 gæster inde og ude, skal bestyres og drives af restauratørparret Jonna og Jerry Kadriev. De har de seneste 18 år bl.a. drevet den italienske restaurant La Rocca, kendt for deres autentiske italienske retter, som også kommer til at præge menukortet på La Terrazza di Ottilia, hvilket bliver den nye restaurants navn.

“Jeg er meget glad for samarbejdet med La Rocca, som virkelig formår at lave ægte italiensk mad. Jeg har arbejdet som kok i Italien, og for mig er det essentielt, at Hotel Ottilia kan levere en god restaurantoplevelse for både hotellets gæster og i ligeså høj grad også for hotellets naboer”, udtaler Lene Larsen, General Manager på Hotel Ottilia.

Partnerskabet med restauratørparret er en del af boutiquehotelkædens mål om at udvikle København med lokale kræfter, som både gæster fra ind- og udland såvel som naboer i området kan nyde godt af.

Hotel Ottilia, der er opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone, åbner efter planen til januar med 155 værelser. Det bliver det sjette i rækken af luksus boutiquehoteller, Brøchner Hotels ejer og driver i København.

 

 

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Til bords med Kamma Rahbek forlænges

Fremtidsworkshop for Vesterbro og Remisen