Akutklinikken på Amager Hospital skal bestå som den er, mener et flertal i regionens sundhedsudvalg. Arkivfoto: Michael Paldan.
in , ,

Sundhedsudvalg: Bevar akutklinik som den er

AKUTTILBUDDET. Et flertal i regionens sundhedsudvalg stemte i onsdags for at bevare akutklinikkerne på Amager, i Glostrup og Gentofte inklusive de medicinske senge. Afdelingsledere fra Gentofte Hospital protesterer mod beslutningen.

Af HANNE BJØRTON

hab@minby.dk

SUNDBYØSTER: Akutklinikkerne på Amager Hospital samt Glostrup og Gentofte Hospital forsætter som de er. Det besluttede et bredt flertal – alle partier undtagen Radikale Venstre – i Region Hovedstadens sundhedsudvalg i onsdags at anbefale overfor regionsrådet.

Allerede 3. oktober skulle udvalget træffe valget mellem tre mulige scenarier for de tre akutklinikker, som regionens administration havde lagt op til:

1. At bevare akutklinikkerne som de er. 2. At lukke akutklinikkerne og samle akutfunktionen på større hospitaler. 3. At beholde de tre akutklinikker, men flytte deres medicinske senge (typisk indlæggelse af ældre og kronisk syge) til større hospitaler.

Dengang sorterede udvalget reelt allerede lukningen fra som muligt scenarie, og i onsdags besluttede udvalget, at akutklinikkerne også beholder de medicinske senge.

Læger skriver protestbrev

Beslutningen vækker glæde blandt politikerne i udvalget, ligesom det også falder i god, lokal jord – ikke mindst i facebookgruppen ’Bevar akutklinikken på Amager Hospital. Vi nedlægger Regionen’.

Men i en artikel i Berlingske i søndags fremgår det, at sundhedsudvalgets beslutning har fået afdelingsledere på Gentofte Hospital til at skrive et protestbrev, fordi beslutningen både går imod Sundhedsstyrelsens og lægefaglige anbefalinger.

Afdelingslederne lægger vægt på, at selv om det virker rationelt og patientvenligt at bevare akutklinikkerne, så man fortsat kan få behandlet mindre skader der, råber man vagt i gevær over for at beholde de medicinske senge til akutte indlæggelser.

»Det sker på trods af, at der slet ikke er den samme mulighed for at blive undersøgt af de mange specialister, som de store akuthospitaler har til rådighed. Et tilbud, som ofte kan betyde liv eller død for de mange patienter, der døgnet rundt indlægges uden kendt diagnose på vores hospitaler,« hedder det i protestbrevet.

Afdelingslederne mener, at man med beslutningen skaber en uacceptabel geografisk ulighed i forhold til, hvordan man kan forvente at blive undersøgt og behandlet, afhængigt af hvor man kommer fra.

Med andre ord: Patienter fra for eksempel Amager får ikke en lige så hurtig og præcis diagnosticering, hvis de indlægges akut på Amager Hospital, som patienter, der med det samme indlægges på et stort hospitals akutmodtagelse.

»Det forstår vi simpelthen ikke, at man som regionspolitiker eller for den sags skyld kommunalpolitiker, kan stå inde for,« skriver afdelingslederne i protestbrevet.

Sundhedsudvalgets beslutning skal behandles 3. november i regionens Forretningsudvalg – det der svarer til kommunernes Økonomiudvalg – og siden i Regionsrådet 20. november, før beslutningen er endelig.

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Ny metode gør karaktersnittet for københavnske elever bedre

Til bords med Kamma Rahbek forlænges