Foto: Anders Bentzon.
in , , , ,

Rotaryklubber glade for at bidrage til Barnets Glæde

KASTRUP: Michael Musfelth, formand for den filantropiske forening Barnets Glæde, fik en tidlig julegave, da de syv Rotaryklubber på Amager donerede en check på 8.000 kroner. Barnets Glæde, der hvert år til jul donerer tøj og sko til socialt udsatte familiers børn og unge, kan bruge hver en krone for at hjælpe så mange som muligt.

»Det er et væsentligt bidrag til årets uddeling. Og det er en uventet gave. Vi har en ambition om at give ekstra ud i år, men vi må kæmpe hårdere end tidligere. Derfor er 8.000 kroner et beløb, der flytter noget,« sagde Musfelth til de tre repræsentanter fra Rotaryklubberne, som troppede op ved legepladsen i Skottegården for at overrække checken: Niels Jørgen Hahn fra Sønderbro Rotary, Asger Rønnow fra Amager Rotary Klub og Lars Seerup fra Christianshavn-Slotsholmen Rotary.

I 2017 donerede Barnets Glæde cirka 225.000 kroner til 187 børn. Hos Rotaryklubberne er det et arbejde, der bliver lagt mærke til.

»Det er fantastisk for os at kunne bidrage til den årlige donation. Vi kombinerer to ting. Vi arbejder og understøtter iværksætteri på den ene side og får mulighed for at give penge til Barnets Glæde,« siger Asger Rønnow.

De 8.000 kroner er det overskud som Rotaryklubberne fik ud af uddelingen af Iværksætterprisen 2018. Penge, der blandt andet kom ind via sponsorater. /jep-

 

S-tog begynder at køre igen

Pile Allé atter åben efter ulykke mandag morgen