in

Madklubbens nye darling er åbnet i den smukke PARK-bygning på Østerbro

Jeg havde hørt, at Madklubben var kommet op med et nyt koncept – pizzaria. Dem er der rigeligt af i København, så jeg var nok lidt skeptisk inden besøget.

Jeg tog derhen med en veninde for at prøve det, og vi var begge enige om, at det var den lange cykeltur værd. Indretningen var knivskarp, stedet uformelt og der var en rød (lyserød) tråd over det hele. Vi blev mødt med et smil og fik hurtigt serveret vores drikkevarer.

Menukortet er simpelt, man kan få de sædvanlige klassikere eller vælge deres egne sjove og lidt skæve pizzaer, der skiller sig ud fra det almindelige pizzaria.

Vi valgte at dele to, hvor den ene var deres old school Salami Picante (100 kr.) med stærk salami, og deres Frankie pizza som er vegetar (125 kr.). Da det jo var tirsdag, så vi bort fra deres lækre cocktail-kander og bestilte i stedet to I.P.A øl, (40 kr.), som passede godt til maden.

(Indlægget fortsætter under billedet)

Tilføj burrata til din Frankie pizza

Jeg er lidt træt af de tynde bunde, hvor man ikke rigtig kan smage det gode bagværk, men her er de perfekte og med en lidt brændt skorpe, som giver god smag og en lyst til at spise det hele.

Tomat, mozzarella og stærk salami lyder simpelt, men det smagte vildt godt, især hvis man kommer lidt af de forskellige olier på, som står ved alle borde.

Vores favorit var vegetarpizzaen med trøffelmascarpone, mozzarella, svampe og frisk oregano. Gør dig selv den tjeneste at tilføje burrata (25 kr.) til favoritten. Den ligger i midten, og når man skærer i den, flyder det ud med ost på pizzaen. Der er mange flere tilvalg du kan lave, og måske kan du få din egen favorit. Begge pizzaer sad lige i skabet og var perfekte til at dele.

Man har endda sit eget pizzahjul, så hvis man kun vil afgive et lille stykke til sin borddame, vælger man selv.

En pizza er ikke bare en pizza, og det har de fanget på Frankies, så hvis du vil undgå den lidt kedelige pizza på det lokale pizzaria, så tag forbi Østerbro. Du kan endda prøve deres Frankies Feast, hvor du kan spise al den pizza, du kan rumme og drikke al den vin, du har lyst til for kun 300 kr. – perfekt til en fredag aften.

Jeg er hvert fald ikke skeptisk mere.

MIN UGE Christine E. Swane

Ærkerivalerne sat på plads i tigrenes hule