Nu kan du igen cykle ned ad Elmegade uden at skulle tage højde for vejarbejde. Elmegade har fået den helt store tur med blandt andet nye cykelstier og fortove. PR-Foto

Arbejdet med Elmegade er færdigt

RENOVERING: I lørdags 27. oktober blev vejspærringerne fjernet, og Elmegade blev åbnet for gennemkørsel efter en total ombygning og renovering af gaden.

Elmegade er netop blevet ombygget totalt fra facade til facade. Det vil sige, at hele vejbanen er blevet opdateret. Der er kommet nye, bredere fortove til gavn for de gående og butikkernes muligheder for udendørs servering og aktivering. Københavns Kommune har sørget for, at cykelstierne har fået ny asfalt og er blevet hævet i niveau fra bilernes kørebane. Dette var et af hovedargumenterne for hele projektet; sikkerheden for de cyklende i gaden skulle forbedres markant. Det er nu realiseret, da cyklister og bilister i Elmegade er fysisk afskåret fra hinanden.

Fokus på de gode forhold

Det har været et sejt træk for de lokale beboere og forretninger i Elmegade at gennemgå den omfattende renovering. Gaden har i perioder mindet om et bombekrater og gjort det meget svært for de lokale og handlende at bevæge sig rundt i gaden. Men glæden har lyst igennem under hele projektet, da alle i Elmegade har set frem til at få bedre, hyggeligere og mere sikre rammer for deres gade, fortæller Jesper Kjærgaard, der er medlem af arbejdsgruppen for Elmegade.

»Det hele ser kanon godt ud. Elmegade beholder sin charme og unikke stemning, men har fået en virkelig tiltrængt make over. Vi har endda fået godkendt at plante to nye træer i gaden, der giver det grønne islæt, som området fortjener,« siger han og tilføjer:

»At få kørt dette renoveringsprojekt igennem, og nu stå på den anden side, er fuldstændig fantastisk. Mange før os har forgæves forsøgt at få lignende renoveringsprojekter godkendt, uden held. Det er virkelig en milepæl for Elmegade at være nået hertil.«

Lørdag 10. november afholder de lokale forretninger i Elmegade en genåbningsfest for alle besøgende. Der bliver uddelt croissanter og kaffe, og butikkerne flytter deres varer ud på gaden og laver den særlige markedsstemning, som Elmegade er så kendt for.

js

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Julie Berthelsen i kirken: Støttekoncert for Grønland

Westmarket skal være hotel