Andrea (tv.) og Caroline holder oplæg for borgmesteren. Foto: Martin Sørensen.
in , ,

Elsker 😍 Like 👍

Lys over Englandsparken

BYRUM. Englandsparken ligger som regel øde hen, men nu har et skoleprojekt og Områdefornyelsen Sundby sat sig for at skabe liv og lys, som kan binde hele kvarteret sammen.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

ENGLANDSPARKEN: Andrea og Caroline fra 6. klasse på Sundbyøster Skole står i solen i Englandsparken og øver deres oplæg.

Om lidt ankommer teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø), som er på cykelrundtur med Områdefornyelsen Sundby, for at høre om deres idéer for parken, som de har arbejdet på

Foto: Martin Sørensen.

sammen med elever fra Gerbrandskolen og Højdevangens Skole.

Og netop Englandsparken er et af de steder, der skaber barrierer i kvarteret mellem Amager Fælled og Amager Strandpark, som områdefornyelsen gerne skulle være med til at forbinde på tværs.

»Vi har interviewet en pensionist, der hedder Ulla. Hun bruger slet ikke parken, for hun har ikke lyst til at tage sine børnebørn med herned, fordi her er kedeligt.

Hun sætter sig heller ikke på bænkene, for de er fyldt med fugleklatter. Når man går rundt om parken, ved man ikke rigtigt, hvad der er herinde, for der er bare en mur af træer,« fortæller Caroline.

»Ja, faktisk blev vi nødt til at gå udenfor parken for at finde nogen at interviewe, for der er næsten ikke nogen herinde. Folk vil ikke engang løbe på stierne, fordi det er utrygt. Så mange af de idéer, folk er kommet med, handler om at få meget mere lys herinde,« siger Andrea.

Skoleelever bygger

Andrea og Carolines skoleprojekt under forløbet ’Byg din by’ har fokuseret på tryghed og miljø. Her har de interivewet lokale om parken, analyseret området og designet virtuelle byrumsmøbler til parken, som kan være med til at gøre den til et aktivt samlingspunkt. Eleverne fra skolerne har

Foto: Martin Sørensen.

været både byplanlæggere og byggefolk med Områdefornyelsen, Hørt Ungdom, Dansk Arkitekturcenter og erhvervsuddannelserne NEXT som undervisere.

Byg din By er et tværfagligt forløb – primært i fagene håndværk og design, naturfagene, matematik og dansk. Forløbet er derudover kompetencegivende indenfor innovation og entreprenørskab, uddannelse og job, it og medier.

»Der er mange, der har lavet nye bænke med lys på nogle steder, hvor det ville være sjovt at sidde. Stier og gynger med lys og sjove skraldespande, som siger noget, når man putter noget i dem. Alle lavede basketball-banen om, for der er bare en sø i dem, og mange lavede noget sjovt ud af det der kedelige skur,« fortæller Andrea og peger på det forfaldne halvtag for enden af parken.

»Vi har også lavet nogle borde med riller til en engangsgrill, så man kan komme om aftenen med familien eller naboerne og holde en lille grillfest,« siger Caroline.

Visioner og lysfest

Projektchef for områdefornyelsen Nanna Sørensen lægger meget vægt på, at den yngre generation bliver engageret i den udvikling, hun står i spidsen for:

»Børnene er jo virkelig eksperter i det her, og de idéer, som vi har fået – også på Sundbyøster Plads

Foto: Martin Sørensen.

– er nogle af dem, der ender med at blive realiseret. Og det her ’unge skaber byrum’-koncept er noget, der kommer til at indgå på alle pladserne i området. Det er jo deres fremtid, vi udvikler til.

Og det er vigtigt at vise borgmesteren, hvordan vi inddrager området til at formodne, som vi kalder det, alle de projekter i bydelen, som der skal arbejdes videre med. Det er vores fornemste opgave at finde frem til, hvad det er, folk har behov for, og så lave et visionsoplæg derfra.

Og alle siger, at Englandsparken er for tæt og lukket, at man ikke har lyst til at gå herind. Folk vil have mere liv, aktivitet og tryghed, og der er lys jo oplagt,« siger hun.

Skoleprojektet samarbejder med Partnerskabet i Urbanplanen. Her har man i flere år arrangeret en lysfest i januar, som nu flytter til Englandsparken sammen med skoleelevernes kreationer.

Forbindelse på tværs

Teknik- og miljøborgmesteren er temmelig imponeret over børnenes overblik og idéer efter turen, hvor hun også har besøgt et huskunstnerprojekt på Italiensvej, Sundbyøster Plads og Sundby Idrætspark, hvor man er i gang med flere initiativer, som skal åbne op mod lokalområdet.

Foto: Martin Sørensen.

»Jeg har efterhånden besøgt alle områdefornyelserne i byen, men det er virkelig spændende at møde en, der er i opstartsfasen med alle de gode idéer, der blomstrer her. Det er jo helt vildt, hvor meget lokaludvalgene og områdefornyelserne ved om vores bydele på en helt anden, hyperdetaljeret måde. Det er en fed måde at være på besøg i sin egen by.

Jeg har jo selv haft min faste gang flere steder i kvarteret, for eksempel en fast tur langs fælleden ud til Metroselskabet i Ørestad. Og så har jeg haft venner på den anden side af Amagerbrogade, som jeg er cyklet ud til. Men en fornemmelse af, hvor tæt på hinanden de steder er, har jeg slet ikke haft. Folk på Amager siger tit, at os inde på rådhuset altid tror, at I vil ind til os – metro og buslinjer og så videre. Men I vil i virkeligheden hellere på tværs, rundt til hinanden, hvor man har afskaffet busser og mangler cykelstier. Så det er genialt, at der endelig er et projekt, som har det i fokus,« siger Ninna Hedeager Olsen.

 

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Sagaernes tid på Nordatlantens

Kor: Operation Syng på gymnasiet