Foto: arkiv
in , , , , , , ,

Elsker 😍 Like 👍

Chefer fyres fra rådhuset

Ni centerchefer sparet væk fra teknik- og miljøforvaltningen

Teknik- og Miljøforvaltningen: Ni chefer er blevet fyret fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune med ordene: »Mere tillid til medarbejderne og mindre topstyring.«
Forvaltningen fjerner et ledelseslag, så der nu er tre lag i hierarkiet blandt embedsmændene i stedet for fire. Det er laget af centerchefer, som er fyret.

Det skal ifølge en pressemeddelelse fra forvaltningen give mere ansvar til de enheder, der løser de borgernære opgaver.
»Det er forvaltningens medarbejdere, der har den faglige indsigt til at afgøre, hvordan vi bedst når målene og bedst imødekommer byens og københavnernes behov. Nu viser vi større tillid til medarbejderne ved at give medarbejderne mere ansvar. Det håber jeg vil bidrage til trivslen og arbejdsglæden,« siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse.

Det sker allerede nu, for at give mere rum til de tilbageværende chefer, der nu sammen med medarbejderne skal arbejde med at indføre strukturændringen.
Fra 2020 opnås samtidig en økonomisk besparelse, hvilket ligger i tråd med en beslutning om, at Københavns Kommune skal spare 10 procent per borger på kommunens administration over de næste fire år.
»Med det økonomiske jerngreb regeringen holder kommunerne i, så anerkender jeg behovet for hele tiden at se på, om vi kan slanke vores administration. Men det er afgørende for mig, at den enkelte medarbejder ikke skal løbe hurtigere og overbebyrdes med opgaver. Derfor er jeg glad for, at vi nu henter en stor del af Teknik- og Miljøforvaltningens besparelse på denne måde,« lyder det fra borgmesteren.

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Royale klæder til Nøddeknækkeren

Nyfortolkning af Cobra-kunst i sognegården