Ole Henriksen flytter med sin mand, Laurence Roberts, til Frederiksstaden. Han elsker byen, som han kalder en lille og elegant storby. Foto: Martin Sørensen

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

København er en elegant storby

Den verdensberømte cremekonge, Ole Henriksen, flytter med sin mand Laurence til Sankt Annæ Plads, hvor parret skal bo halvdelen af året. I en ny bog inspirerer Ole Henriksen til at få succes i livet og karrieren.

 

I en gammel palæejendom fra 1790 på Sankt Annæ Plads lige midt i Frederiksstaden har Ole Henriksen og hans mand Laurence Roberts netop købt en lejlighed i to etager, hvor de flytter ind lige efter nytår. De beholder huset i Los Angeles, men skal altså bo i København halvdelen af året.

Også i regnvejr.

»Vi elsker Danmark og de fire årstider – og vi glæder os til at bo i København. Det er en fantastisk by med sjæl. Det er en intim og elegant storby med smukke gamle museer og teatre. Jeg elsker selv at komme på Glyptoteket, og så har jeg stor kærlighed for Det Kongelige Teater, fordi det minder mig om min ungdom, hvor jeg i en kort periode boede i København,« siger Ole Henriksen.

Han er kendt som skønhedsguruen, der altid smiler, og han har lige udgivet sin meget ærlige og personlige bog, ’Det skal føles godt’ – tag hjertet med på vejen mod succes’. Bogen er udkommet på Politikens Forlag, hvor vi møder Ole Henriksen. De kedelige kontorvægge bliver farvestrålende og næsten selvlysende i hans selskab, og man kan godt pakke den høflige og professionelle goddag-hånd væk.

»Du ser fantastisk ud – dine øjne stråler – hvor er det godt at se dig,« udbryder han mens han kindkysser mig på begge kinder i en stor omfavnelse, selvom vi aldrig har mødt hinanden før.

Farvel efterårstræthed og smådepression. Goddag positive tanker.

Kæmpe sig frem

Ole Henriksen ved om nogen, hvad det betyder at kæmpe sig frem mod lykken. Og hvad det betyder at smile og tænke positivt. Han er født og opvokset i den lille nordjyske by Nibe, men var som 14-årig så ensom, at han overvejede at tage sit eget liv. I stedet kæmpede sig han frem mod lykken og at være sig selv. Drivkraften i ham overmandede de depressive tanker.

»Det er okay at være ked af det og være vred, men man må ikke forelske sig i depressionen, og man skal ikke sige, at man er træt eller stresset, for det sender signaler til hjernen, så man faktisk bliver det. Det er virkelig vigtigt at tænke positivt,« siger Ole Henriksen.

Han er historien om den grimme ælling, der blev en smuk svane. Klichéen beskriver vejen fra en ung mand, der havde svært ved at stå ved sin seksualitet til en selvsikker, men usnobbet verdensmand, der er rig på både penge og oplevelser. Men frem for alt kærlighed til sig selv.

Han er 67 år, og selvom han er spinkel og lille af natur, er han bomstærk. Hver dag tager han 300 armbøjninger, laver øvelser i ringe og forskudt barre, strækøvelser og danser rundt, uanset om det er i hjemme i Los Angeles eller på hotellet i Nyhavn, hvor han bor lige for tiden.

Udsigt til Papirøen

Normalt bor han i Royal Suite på D’Angleterre, men denne gang ville han gerne have noget lidt mere rustikt og nede på jorden og flyttede efter en uge til Nyhavn 71, hvor han har udsigt til Inderhavnsbroen og med egne ord står og vrikker med røven i underbukser foran spejlet.

»Jeg elsker D’Angleterre, og det er som at bo på et slot, som jeg sætter meget pris på. Men det er også en meget smuk og forkælet verden, og det skal man huske på. Man må i det hele taget aldrig tage sin succes for givet,« siger Ole Henriksen, der trods sin rigdom er meget nøjsom.

»Jeg er god med penge, og køber ikke bare ting, fordi jeg kan. Jeg kan godt lide lækre gode ting, og jeg passer på det, jeg har, for hvis man pludselig har alt for meget lort, nyder man det ikke.«

Lige nu – især under opholdet i København – glæder han sig til, at København bliver ét af parrets to hjem, hvor de vil holde dansk jul hvert år.

»København er en meget tryg by, hvor man går meget rundt og opdager ting – jeg elsker at se nye ting. I USA er der desværre meget violence – det er ikke sådan, at man går og kigger sig over skulderen af frygt, men der er utrygt i visse byer i USA,« siger Ole Henriksen.

Han har nok været heldig undervejs, men er på ingen måde kommet sovende til sin succes.

Det startede med akne

Han begyndte at læse til kosmetolog, fordi han havde akne og efter nogle behandlinger af indiske Lagita forsvandt det, og han besluttede at skifte danser-karrieren ud med en uddannelse som kosmeotolog.

Som 24-årig åbnede han sin første skønhedsklinik på Camden Drive i Beverly Hills i Los Angeles, og en af de første kunder var veninde til skuespilleren Barbara Streistand, der dengang i 70erne var en megastjerne. En dag kom Barbara Streisand ind og blev hurtigt stamkunde. Og så gik det stærkt. Den sejlivede nordjyde var pludselig på fornavn med de største stjerner i USA, og han kunne se sig selv i blade som Vogue.

Ole Henriksens produkter er kendt verden over, men i 2011 solgte han firmaet til det amerikanske luksusimperium LVMH og er i dag kreativ direktør.

Hver dag laver han grimasser til sig selv i spejlet og sørger for, at de triste tanker aldrig får overtaget.

»I går var jeg i Aarhus hele dagen med store forsinkelser på toget, og jeg var i Natholdet om aftenen. I et kort øjeblik følte jeg mig træt og udkørt, men så skød jeg tanken væk og nød i stedet at være omgivet af dejlige mennesker. Alle vil opleve modgang i livet, men man er nødt til at komme op på tæerne igen.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Chok over Café Klares skæbne satte gang i Vesterbro-indsamling

Amerikansk investor køber Prins Henriks Skole