De fem prismodtagere og driftsdirektør Kristian Durhuus (th). FOTO: CPH
in , , ,

Lufthavnen hjælper idrætsklubber

KASTRUP: Københavns Lufthavn giver Sundby Taekwondo Klub, Svømmeklubben KVIK, Ørestad IF, Dragør Boldklub og CSR/Nanok Rugby hver et legat på 20.000 kroner.

De fem foreninger har fokus på forskellige sportsgrene, men fælles for dem alle er den store frivillige indsats – de er ikke kun ramme om aktive oplevelser, men også socialt engagement og arrangementer, der har stor betydning for lokalsamfundet. Og det fortjener at blive hyldet, mener lufthavnen:

»Vi ser os selv som en vigtig del af lokalsamfundet på Amager. Vi har ligget her siden 1925 og er den største arbejdsplads på Amager, ja, faktisk Danmarks største arbejdsplads.

Det forpligter naturligvis. Vi er glade for at kunne give noget tilbage til Amager og til de mange mennesker, som er en del af foreningslivet,« siger lufthavnens driftsdirektør Kristian Durhuus.

Uddelingen er et initiativ i lufthavnens arbejde med social ansvarlighed, der blandt andet betyder et større engagement i udviklingen af lokalsamfundet.

Hos Dragør Boldklub handler det lige så meget om tanken bag legatet som selve beløbet:

»Vi er i Danmark ikke så gode til at rose hinanden og give et klap på skulderen. Derfor er vi beærede og glade over at blive udvalgt – at der helt bogstaveligt bliver sat kontant pris på det arbejde vores flere end 150 frivillige gør for børn og unge i Dragør,« siger formand Tina Vexø.

Dragør Boldklub blev i øvrigt kåret til årets ungdomsklub i 2014 af DBU. Også hos de hårdhudede drenge i den Christianshavn-baserede rugbyklub CSR/Nanok har man før høstet anerkendelse. Klubben blev i 2011 kåret til årets Idrætsforening i København for sit fokus på rekruttering af minoriteter.

»Vi havde bestemt ikke regnet med at skulle have et legat på 20.000 kroner. Pengene kan vi bestemt altid bruge til vores arbejde i klubben. Men når det er sagt, så varmer det, at der bliver sat pris på vores arbejde med især de unge,« siger klubsekretær Niels H. Larsen, som understreger, at rugby nok kan se voldsomt ud på banen, men at sporten har stærke værdier som sammenhold, respekt, fairplay og disciplin.

»Det er ikke til rugby-kampe man oplever ballade blandt spillere og tilskuere – eller brok over dommeren. Vi plejer at sige, at rugby er en bøllesport for gentlemen, mens fodbold nok mere er en gentleman-sport for bøller,« siger Niels H. Larsen med et glimt i øjet.

’Kære Nabo’-legatet kan foreningerne bruge efter deres egne ønsker og behov.

/jape

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

En mesterlig guitarist

Vi ønsker os legegader