Normeringstallene fra Danmarks Statistik viser, at der i København i 2018 er 6,8 børn pr. voksen. Men det er ikke den virkelighed, pædagog Hanne Nielsen arbejder i, skriver hun. Arkivfoto: Claus Bech
in ,

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Like 👍

Tallene viser én ting – virkeligheden er noget andet

…Debat

AF Hanne Nielsen

pædagog i en børnehave i Nordvest

 

NORMERING: Jeg er pædagog i børnehaveafdelingen i en integreret institution i København Nordvest. Skemalagt har jeg været alene med en gruppe på 14 børn en eftermiddag om ugen nogle måneder.

Mandag er min kollega lige gået hjem. Maren på 3 år tisser i bukserne og på madrassen i dukkekrogen. Jeg tørrer febrilsk madrassen og vender den i håbet om, at legen fortsætter gnidningsløst, så jeg ikke skal hjælpe med at løse konflikter. Maren har brug for hjælp med at få det våde tøj af, så jeg forlader stuen og børnene.

Hun har ikke mere rent tøj. Svedig og i hast leder jeg efter noget i børnehavens reserver. Der er intet undertøj og strømper! Hun må nøjes med leggings og bare tæer. Mens jeg hjælper Maren, kommer Adams mor. Jeg skynder mig på stuen og hjælper med tøjskifte dér. Smilende forsøger jeg at signalere et overblik og overskud, jeg ikke har. Det er en hektisk eftermiddag, men jeg vil ikke gøre forældrene utrygge.

Danmarks statistik har offentliggjort normeringstal for daginstitutionerne i Danmark. De tal kigger kommunerne selvfølgelig på, så kan politikerne bryste sig af, at det egentlig ikke står så galt til. I hvert fald ikke så slemt, som pædagogerne har skrevet i kampagnen #minnormering, der lige har kørt på Facebook. Tallene viser, at der i København i 2018 er 6,8 børn pr voksen. Det er vi måske på papiret, men som historien ovenover viser, så er det ikke den virkelighed, jeg arbejder i. Det der mangler, når man kigger på de tal, er, at det faktisk kun er tre timer midt på dagen, hvor alle er på arbejde, og der er en voksen til 6,8 barn. Hvis vi samtidig ser på Heckmans-kurven, kan vi se, at tidlig investering i børns liv kan betale sig samfundsøkonomisk. Gode normeringer er en investering, så udover at vi kan give børnene en bedre hverdag nu, så giver det god mening økonomisk.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi finder en fælles måde at tale om normeringer, fordi vi aldrig kan give børnene de bedste udviklingsbetingelser, når vi taler forbi hinanden med forskelligt udgangspunkt.

Så Borgmester Jesper Christensen, jeg vil komme med en invitation: Vil du sætte dig ned med os og kigge på normeringerne, på åbningstider og antal børn og voksne, der er i løbet af dagen. Sammen kan vi skabe gode daginstitutioner for børnene, institutioner med et godt udviklingsmiljø, det har vi brug for.

 

 

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

FB brød igennem ’skjoldet’

Et hul på 80.000 kubikmeter