Jack Castelijns er angriber og topscorer i Vanløse IFs førstehold. Han er den eneste døve spiller på sit niveau i Danmark og kan ikke høre en dommerfløjte. Foto: Dan Møller
in ,

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Døv topscorer: »Jeg kan jo alt, undtagen at høre«

Jack Castelijns er angriber og topscorer på Vanløse IFs førstehold. Og så er han døv. Vi har mødt den ukuelige hollænder, der skam også ser en fordel i at være døv, når man har masser af temperament.

Man skal ikke råbe ad nummer 9. I hvert fald ikke hvis man vil have en reaktion. Det er Jack Castelijns, der bærer trøjen med nummer 9. Han er angriber og topscorer på Vanløse IFs førstehold i 2. divison, Og så er han døv og kan heller ikke tale.

Sådan er han født, og han lever med ikke at kunne høre, hvad der foregår omkring ham. Også når han løber rundt på banen i Vanløse.

Både spillere, trænere og dommere ved, at der er en døv spiller, og til hver kamp og træning har han en tolk med. Også til interviews som nu, hvor tegnsprogstolken Loris Manca oversætter samtalen.

»Det er klart, at det har givet mig mange udfordringer at være døv, og jeg tror, at hvis jeg var hørende, så ville jeg spille på et endnu højere niveau,« siger Jack Castelijns.

Han er født og opvokset i Holland i den lille by Breukelen i provinsen Utrecht og har spillet fodbold, siden han var tolv år. I Holland nåede han at spille i det, der svarer til Danmarksserien, men…

»Der er stor forskel på hollandsk og dansk foldbold – så det niveau, jeg spillede på svarer faktisk til 2. division her i Danmark. Danskerne er mere fysiske – hollænderne spiller fodbold. Men efterhånden er man ved at lære at spille fodbold i Danmark,« siger Jack Castelijns.

Flyttede fra Holland

Han kom til Danmark for fire år siden. I Holland havde han mødt en dansk kvinde til en international fest, og de blev hurtigt kærester. Efter en tid, hvor hun boede i Danmark og han i Holland, spurgte hun, om han ville flytte til Danmark.

Han var lige blevet færdig med sin uddannelse som lærer og savnede nogle udfordringer i sit liv, så han var fristet af tanken om at flytte land. Fodbold fyldte allerede meget for ham, så han skulle lige finde en klub – det blev B.93 på Østerbro, og for to et halvt år siden kom han til Vanløse IF, hvor han nu er både angriber og den absolutte topscorer.

For et år siden gik han og kæresten fra hinanden, men de har sammen en to-årig datter, Ashlee Boss Castelijns, som »er smuk og dejlig og betyder alt for mig og er selve årsagen til, at jeg stadig er i Danmark.«

På fodboldbanen er Jack Castelijns kendt for sin fighterånd og hurtige ben, der har gjort ham til holdets topscorer.

Du kan ikke høre noget som helst – hvordan orienterer du dig på banen?

»Jeg bruger min intuition, erfaring og fornemmelse, og så er jeg meget visuel. De andre spillere behøver ikke råbe ad mig – det nytter heller ikke noget – men det er heller ikke nødvendigt, for vi kan nøjes med at pege og have nogle få tegn,« siger Jack Castelijns.

»Der er masser af udfordringer for mig, så jeg tror ikke, at jeg kan komme højere op end nu. Men nogle gange kan det også være en fordel at være døv. Som når publikum råber ad mig, eller modstanderne siger noget grimt. Så kan jeg bare koncentrere mig om at lade mine fødder arbejde,« fortæller Castelijns.

Har temperament

Man kunne tro, at han havde fået mange gule kort, fordi han ikke kan høre dommerens fløjte. Gule kort har han fået masser af, ikke på grund af den manglende hørelse, men på grund af brok:

»Jeg har et stort kropssprog og udtrykker mine frustrationer, hvis jeg føler, at dommeren dømmer forkert. De oplever det som et næsten fysisk angreb. Når jeg spiller kører jeg 110 procent – og adrenalinen pumper løs. Sidste år fik jeg otte gule kort, men i år har jeg kun fået et enkelt, fordi jeg begik frispark,« siger han.

Du er kendt fordi du er døv – hvordan har du det med det?

»Det er måske lidt irriterende, men jeg er vant til det. Hvad skal jeg gøre? Det er jo sådan, det er. Man bliver stemplet, men på en god måde – det er ikke negativt, at nogen siger ’der er ham den døve spiler’. Jeg har aldrig følt pres eller negativitet omkring mig – alle accepterer mig for den, jeg er – jeg kan jo alt, undtagen at høre,« siger Jack Castelijns.

Det var først, da han kom til Vanløse IF, at han fik tolk med til træninger og kampe, og det betyder, at han nu kan være med til mandehørmen i omklædningsrummet efter træning og kamp. Døv eller ej er han dybt respekteret af alle i klubben, og flere gange undervejs i interviewet kommer medspillere hen til ham og dasker ham kammeratligt i ryggen og giver håndtegn.

Man skal ikke have ondt ham, for som han siger:

»Mit arbejde her er at score mål. Det gør jeg jo med fødderne og ikke ørerne.«

Han er dog ked af én ting. Ikke at kunne høre publikum eller andre spilleres jubelråb, når der er mål:

»Jeg ville virkeligt gerne prøve at høre, hvordan det lyder, når man scorer mål – det ville jeg gerne opleve – bare en enkelt gang i mit liv. Det er jeg ked af at gå glip af.«

HVEM ER DET LIGE, HAN ER?

Jack Castelijns, 32 år, født i byen Breukelen i provinsen Utrecht i Holland

Kom til Danmark for fire år siden, da han mødte en dansk kvinde

Bor i Lyngby, men håber på at finde en lejlighed i Vanløse, hvor han også kan have sin to-årige datter

Spiller i Vanløse IF og er angriber og holdets topscorer

Er 1,86 høj og vejer 80 kilo

Bedste danske fodboldspiller: Christian Eriksen – absolut

Bedste hollandske fodboldspiller: Dennis Bergkamp – en gudsbenådet angriber

 

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Mental sundhed på skemaet

Kan du genkende gerningsmændene?