Visualisering af Urban Powers præsentation af Nordhaleøen, der nu har fået navnet Lynetteholmen.
in

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Overborgmesterens store aften

Midt under Borgerrepræsentationens seneste møde tikkede der en vigtig mail ind fra overborgmester Frank Jensen til de andre borgmestre og lederne af Dansk Folkeparti og de konservative. »Kom til et hemmeligt møde i aften«, var beskeden fra overborgmesteren til kollegaerne, som ikke på forhånd vidste, hvad mødet handlede om.

Da toppolitikerne samledes hos overborgmesteren efter BR-mødet var overraskelsen og begejstringen stor. Frank Jensen havde i lang tid haft tophemmelige møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen, og nu kunne han endelig fortælle om resultatet: Planen om en helt ny ø i Københavns havn hvor der bliver plads til de boliger, som København har så meget brug for.

Men ikke nok med det. Planen sætter også skub i endnu en ny metrolinje i København. Denne gang fra Nordhavnen over Refshaleøen til den nye ø der har fået navnet Lynetteholmen. Samtidigt betyder den store plan, at der kommer skub i et andet stort initiativ der vil friholde centrum for meget trafik, nemlig en havnetunnel.

Denne tunnel er tænkt at forløbe fra Nordhavn over Refshaleøen til et sted tæt på Sjællandsbroen og motorvejsnettet. Mange der har undret sig over, at den tunge lastbiltrafik i dag ledes ind over Kgs. Nytorv har længe set frem til dette projekt der vil føre massiv trafik uden om centrale byområder.

 

Morgenen efter det hemmelige møde hos overborgmesteren holdt Frank Jensen og Lars Løkke Rasmussen pressemøde i Statsministeriet om planerne. Det er sjældent, at så stort et projekt modtages med tæt på entydig begejstring hele vejen rundt i det politiske landskab. Men det er tilfældet med Lynetteholmen.

Partierne på rådhuset er enige om, at byen behøver de nye boliger og massive investeringer der sikrer, at den trafikale trængsel i byen nedbringes markant.

Hvor skal pengene så komme fra, kan man med rette spørge sig selv om? Jo, pengene til de massive investeringer skal findes fra grundsalg på den nye Lynetteholm, hvorefter de kanaliseres ind i de nye infrastrukturprojekter. Altså samme model som den vi kender fra Ørestaden, hvor grundsalg finansierer det nuværende metrobyggeri.

 

Lynetteholmen er det største udviklingsprojekt i København siden etableringen af Ørestaden, og projektets fremtid tegner lys. Et flertal i Borgerrepræsentationen har som nævnt allerede signaleret deres opbakning til den nye ø, og et stort flertal i Folketinget ventes at følge efter, så de nødvendige anlægslove kan blive vedtaget om et par år.

Ganske vist skal vi mange år frem, før man kan få adresse på Lynetteholmen, men hvis infrastrukturen med mere metro fra Nordhavnen og en havnetunnel kan realiseres inden da, er meget vundet.

Det hemmelige aftenmøde hos Frank Jensen viste sig at have større perspektiver for København end deltagerne nok havde forudset, da de satte sig ved mødebordet på overborgmesterens kontor.

Frank Jensen har med Lynetteholmen efterladt sig et imponerende projekt der afgørende vil definere hans tid som byens førstemand.

 

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Carsten Mai

Om journalisten Carsten Mai

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

Amager Hospital søger patienter og pårørende til nyt panel

25 bænke i genbrugsjern til Alléen