Socialborgmesteren på besøg i byhaven. Foto: Københavns Kommune.
in ,

Sundholms byhave lever videre

KOMMUNALBUDGET. Havefolket på Sundholm kan blive ved med at få jord under neglene de kommende fire år. Politikerne på Københavns Rådhus afsatte nemlig penge til byhaven på årets budget.

Af Jacob Schneider

jape@minby.dk

SUNDBYVESTER: Den populære byhave på Sundholm, der også fungerer som et beskæftigelsestilbud for socialt udsatte og besøgshave for skoler og institutioner, har med budgetaftalen for 2019 fået forlænget sin bevilling.

Da budgetaftalen for 2019 i Københavns Kommune faldt på plads blev der afsat penge til Sundholms byhave. Her har nogle af byens socialt udsatte borgere deres daglige gang, da byhaven – ud over at være et havefællesskab for hele kvarteret – danner ramme for et beskæftigelsestilbud, der skal gøre dem klar til arbejdsmarkedet. Samtidig er haven åben for skoler og institutioner, der kan komme og lære om planter og kompost.

Socialborgmester Mia Nyegaard (R) har besøgt byhaven mange gange og var i maj med til at åbne læringsuniverset ’Bertils Byhave’ i haven på Sundholm.

»Byhaven giver brugerne noget at stå op til, øger deres livskvalitet og giver dem en indgangsvinkel til arbejdsmarkedet. Samtidig er det godt for børnene, at de kan være i haven sammen med deres skoler og børnehaver, og at de kan møde nogle mennesker, de måske ikke er vant til at møde.

Det er et fantastisk sted at komme, og jeg er meget tilfreds med, at vi har fået afsat penge i budgettet til, at den kan køre videre,« siger Mia Nyegaard.

Penge til socialområdet

Budgetaftalen for 2019 betyder desuden, at der på socialområdet bliver afsat 20,7 mio. kr. til handicapområdet, hvor man blandt andet vil ansætte flere sagsbehandlere, og 15,5 mio. kr. til flere botilbudspladser til psykisk sårbare borgere. Derudover er der i 2019 afsat 3 mio. kr. til hjemløse-indsatser.

»Jeg er først og fremmest glad på vegne af de borgere, som vi nu kan gøre noget mere for. Det sociale område i København har brug for at blive løftet, og det her er et vigtigt skridt.

Det er klart, vi ikke med et trylleslag kan løse de udfordringer, vi har i København på det sociale område, men det her betyder, at vores mest udsatte borgere får lidt bedre vilkår,« siger Nyegaard.

I aftalen er det også besluttet, at der henover de næste fire år skal bruges 320 mio. kr. på at modernisere og opføre helt nye botilbud til handicappede og psykisk sårbare.

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Farverig japansk solist i Kastelskirken

Bank åbner filial på Østerbro