Spillelokalet hos Københavns Bridge Klub var i fredags fyldt til randen med 6. klasseselever, der på foranledning af Dansk Skolebridge mødtes i en dyst på kort. Klubben byder i øvrigt fredag eftermiddag på Pizza og Bridge for juniorer. Foto: Martin Sørensen
in ,

Spil for unge damer og knægte

Mens Skolebridge kæmper for at komme på finansloven har 6. klasser i Valby taget udfordringen op og dyster mod hinanden i den ganske komplicerede form for tankesport.

»Alle skal sætte sig. Der mangler nogle herovre ved bord D2,« råber Henrik Lahrmann ud over forsamlingen på førstesalen. Normalt er det spillere fra Københavns Bridge Klub han styrer i lokalerne på Valby Langgade 77, men i fredags havde seks 6. klasser, tre fra Valby Skole og tre fra Hanssted Skole indtaget bordene.

»Nord-syd bliver siddende samme sted hele dagen, øst-vest rykker et bord op. Kortene går den ene vej – spillerne den anden vej – er i med?« spørger han ud i rummet, hvor larmen langsomt tager af.

Turneringen er arrangeret af Dansk Skolebridge, der har sat sig for at udbrede den umiddelbart svære tankesport til et yngre publikum. Godt hjulpet på vej af en flok modne frivillige bridgeentusiaster.

»Esset er fire point værd, Kongen tre og så videre. Man skal bruge 12 point for at komme med en melding, andet end pas, altså,« prøver Anne Grethe Andersen at forklare undertegnede, der har absolut ingen erfaring med bridge. Eleverne har fået to gange 3 1/2 times undervisning, hvilket åbenbart rækker til de grundlæggende regler, Altså hvis man er elev i 6.

»Jeg har fået undervisningen to gange for jeg har to klasser med. Og jeg forstår det stadig ikke,« fortæller Henrik Nyman Ohnell, der er lærer på Hanssted Skole. Han sidder og gemmer sig ved det bagerste bord sammen med kollegaen Sophie Plougmann.

Sidegevinster

»Men det er fedt at se, hvor grebede de er, også dem der normalt ikke er konkurrencemindede,« fortæller hun. Begge er helt med på, at de sidegevinster som arrangørerne peger på.

»De er meget koncentrerede, og så får de også mulighed for at møde kammerater fra andre skoler. Hos os snakker vi lidt om at gøre det til valghold.«

Ude i salen er flere af bordene blevet færdige med deres seneste spil og er klar til at snakke lidt.

Mathilde og Hannah fra 6.u på Valby Skole har ind til videre vundet alle deres kampe.

»Jeg kunne godt lidt i forvejen, noget der hedder piratbridge, men det her er også sjovt,« fortæller Hannah.

»De har også været gode til at hjælpe os,« siger Mathilde. De spiller sammen som par, over for hinanden, nord-syd, og skal derfor blive siddende til næste ofre er klar.

Elendige kort

Ved bordet ved siden af sidder Karen N. og Silje T. fra 6.x på Hanssted Skole klar, selv om de er løbet ind i lutter nederlag.

»Vi har også haft elendige kort,« mener Karen, der ellers har været med til at spille masser af kort i klassen.

»Jeg kendte godt bridge fra min farmor, men jeg havde ikke selv prøvet at spille, det er meget sjovt,« synes Silje.

Ifølge Henrik Lahrmann kan man dog ikke give kortene skylden for hele elendigheden.

»Der kan være en vis portion held indblandet, men over flere spil vil det være de dygtigste der vinder,« siger han og peger på, at kortene er fordelt på forhånd, og at man på den måde kan sammenligne resultaterne fra bord til bord.

Ud over fornøjelsen er Dansk Skolebridge også et forsøg fra foreningerne på at tiltrække yngre spillere til klubberne. Og med tanke på de sociale og faglige sidegevinster ser man sig gerne på finansloven på linie med Dansk Skoleskak. Det lykkedes ikke første gang, men foreningen fortsætter indsatsen med støtte fra fonde og lokale forretningsdrivende.

I Valby er de næste skoler, der kan se frem til indførelsen i det ædle spil Ålholm skole og Freinetskolen.

 

Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Legepladsen Bredegrund fejrer sin 50 års fødselsdag

KULTUR I KBH guider dig til Kulturnatten 2018