Astronaut Andreas Mogensen besøger Tycho Brahe Planetarium for at indspille film og give sine input til, hvordan planetariet i fremtiden kan være med til at forme ungdommens interesse for naturvidenskab. Foto: René Mølskov

En rumrejsende til Vesterbro

Den første danske astronaut i rummet, Andreas Mogensen, lagde vejen forbi Tycho Brahe Planetarium på Vesterbro, hvor han i en ny kort film fortæller om sin rumrejse. Filmen bliver intro til en helt ny udstilling om rumrejser.

Tekst/Foto: René Mølskov

rem@minby.dk

Andreas Mogensen sidder i det varme spotlys fra en lampe, mens han fortæller om sin rejse mere end 300 kilometer ud i rummet.

Men det giver ikke den danske astronaut sved på panden. Varmen i rumkapslen er en helt anden kaliber, da de på vej tilbage mod jorden rammer atmosfæren.

Her rammer rumfartøjet nemlig atmosfæren med 28.000 kilometer i timen. En sådan fart, at atmosfæren bliver revet itu og skaber en brændende friktion op på ydersiden af skroget. Det er modstanden mod atmosfæren og det rasende hurtige fartøj, der bremser dem på vej ned mod jorden, inden en faldskærm og får farten ned på 22 kilometer i timen og et par mindre raketter giver den sidste opbremsning.

Astronaut Andreas Mogensen i “studiet” på Tycho Brahe Planetarium. Foto: René Mølskov

Film på planetariet

Han besøgte Tycho Brahe Planetarium for at indspille en film som intro til en ny udstilling om rumrejser.

Samtidig gav han en time af sin tid til at give sine input til planeteriet om at skabe interesse for de naturfaglige fag.

»Så I det? Det var Andreas Mogensen, der lige gik forbi,« udbryder en pige fra en gruppe skolelever, der er på besøg på planetariet. Han blev da også danmarkskendt, da han i 2015 som den første dansker i rummet rejste til den internationale rumstation ISS. Samtidig blev han en af de på det tidspunkt blot 543 mennesker, der havde været i rummet.

Han håber at komme tilbage på den internationale rumstation igen inden for nogle få år.

I mellemtiden har han fået lidt af et drømmejob gennem den europæiske rumorganisation ESA, der har udpeget danskeren til astronautrepræsentant. Han er derfor udstationeret som ESA’s forlængede arm hos USA’s rumadministration NASA.

Få dage med stor succes

Da han i 2015 var i rummet var det kun en 10 dages tur. Men han havde stor succes med de opgaver, han fik.

Blandt de mere end 10 forsøg for forskere i hele Europa lykkedes det ham – også mod egen forventing – at filme et såkalt ’blue jet’, der er et kæmpemæssigt blåt lyn, der skyder væk fra jorden.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Genbrugsmode på den røde løber

Hvem skal være Årets Idrætsforening?