Der er hærværksgraffiti på Ib Spang Olsen-værket i jernbaneviadukten i Østbanegade for enden af Nordre Frihavnsgade, hvor cyklister og fodgængere tager frem og tilbage til havneområderne. Foto: Dan Møller

Sur 😠 Ked 😭

Kommunen glemmer at vedligeholde unikt kunstværk

 

Hærværk: Københavns Kommune kan være en indviklet størrelse. Også for dem som selv arbejder i kommunen.

Flere borgere har gennem et stykke tid henvendt sig til Østerbro Avis angående Ib Spang Olsens karakteristiske og unikke kunstværk på jernbaneviadukten for enden af Nordre Frihavnsgade.

Det er udsat for hærværksgraffiti, og ingen fjerner det tilsyneladende.

Østerbro Avis skrev om en lignende sag allerede tilbage i 2010.

Værket er opført i 2007 på initiativ af Østerbro Lokalråd, men allerede i 2010 havde folk i kommunen overset, at de i en aftale med Banedanmark, som ejer viadukten, havde forpligtet sig til at vedligeholde den.

Det fik de dog rettet op på dengang.

Helt glemt i kommunen

Østerbro Avis har i denne omgang været i kontakt med tre forskellige forvaltninger i kommunen, og i første omgang var meldingen, at det kunstværk har Københavns Kommuneoverhovedet ikke noget med at gøre længere. Det må være Banedanmarks ansvar, var svaret.

Hos Banedanmark fandt man imidlertid kontrakten tilbage fra 2007, hvor det tydeligt fremgår, at »Københavns Kommune indestår for ejerskab og vedligeholdelse af det opsatte kunstværk.« Og det er vel at mærke en kontrakt uden tidsbegrænsning, som det ellers ind i mellem er tilfældet, når det gælder kunstværker i byen.

En årsag til det kan være helt glemt i kommunen, er muligvis, at det hverken er Kultur- og Fritids- eller Teknik- og Miljøforvaltningen, der normalt har med kunst og de fysiske steder i byen at gøre, men derimod Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

I denne forvaltning stod en forlængst nedlagt enhed – Center for Afklaring og Beskæftigelse – bag aftalen om værket. Opførelsen var nemlig et beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsløse.

En overraskelse

Efter et par ugers henvendelser til kommunen fik Østerbro Avis en kortfattet skriftlig kommentar omkring kunstværket.

»Vi må erkende, at det kommer som en overraskelse for os, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har ansvaret for vedligeholdelse af kunstværket. Aftalen med Banedanmark blev underskrevet for 11 år siden, og siden da har der ikke været meget fokus på vores forpligtigelser. Men nu ser vi på sagen og vurderer, hvad vi kan gøre, udtaler kontorchef Kia Schou Borggaard fra Enheden for Kvalitet og Tilsyn i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Anet Burchardt, både dengang og nu formand for Østerbro Lokalråd, undrer sig over, at det ikke har højere prioritet i Københavns Kommune at passe på dette kunstværk.

»Der er flere ting, der skal repareres, men det må ikke tage for lang tid, før det gennemføres,« siger hun og nævner dermed, at udover at rense graffiti af værket, skal der snart ske en mere grundig renovering af det mere end 10 år gamle værk.

Hærværk fra Kulturhavn

Ikke nok med at Københavns Kommune forsømmer værket, så har kommunen endda også indirekte bidraget til hærværket.

I sensommeren var der således med kridtspray malet »Kulturhavn« som reklame for den kommunale festival i byens havneområder. Dette kridtspray skulle ellers kunvære på fortove, hvor det går af i regnvejr.

Efter Østerbro Avis’ henvendelse fik Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune fjernet denne reklame for Kulturhavn. De købte Nationalmuseet til opgaven for en pris af cirka 4500 kroner, som blev fundet inden for Kulturhavns budget.

Men resten af graffitien blev der ikke betalt for at få fjernet, nu de var i gang. Det troede man jo ikke havde noget med kommunen at gøre på det tidspunkt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Sangen, stemmen og ånden

Få opfyldt dine udklædningsfantasier til kulturnatten