Rasmus Jarlov (K) var i Washington, da han blev bedt om at overtage nøglerne til Erhvervsministeret. Han har ikke fortrudt ét sekund og er havnet i drømmeministeriet. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Lokal minister vil lette bøvlet

Danmarks nye erhvervsminister, Rasmus Jarlov (K), bor i Grøndalskvarteret og handler på Godthåbsvej. Han vil som minister gøre det lettere at starte virksomheder og mener bureaukrati burde være et fy-ord.

 

Bureaukrati er et ord, der ikke burde findes i ordbogen. I hvert fald ikke hvis det står til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

Som en del af finanslovsudspillet har han foreslået at fjerne affaldsgebyret for mindre virksomheder, fordi det giver ’unødigt bureaukrati’.

Og han taler af erfaring.

Da han i 2012 var arbejdsløs, efter at han røg ud af Folketinget i 2011, skulle han finde på noget at lave og startede sightseeingsselskabet, Hamlet Tours. Han var glad for at være herre i eget hus, men han kan huske, da han for første gang for seks år siden blev præsenteret for det første girokort.

Det var en opkrævning af affaldsgebyr fra Københavns Kommune med et følgebrev om, at man kunne blive fritaget. Så Rasmus Jarlov skrev og bad om dispensation, men skulle så aflevere momsregnskab og måtte skrive tilbage, at det kunne han ikke aflevere, da firmaet var helt nyt og dermed ikke havde svaret moms endnu.

»Det fik vi så tiden til at gå med over fire-fem e-mails. Det er jo totalt spild af tid både for kommunerne og de små erhvervsdrivende,« siger Rasmus Jarlov, der gerne vil gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark. Som en del af finanslovsudspillet har han derfor foreslået, at mindre virksomheder skal slippe for affaldsgebyrer og generelt udsættes for mindre bureaukrati.

»Jeg har selv oplevet, hvor besværligt det er at drive virksomhed i Danmark. Man skal udfylde girokort, blanketter og sætte sig ind i komplicerede overenskomster. Det har jeg meget fokus på som minister, for det skal ikke være besværligt at være selvstændig – det skal kunne betale sig at fokusere på sin forretning,« siger Rasmus Jarlov.

Bor i Grøndal

Han er 41 år og bor i et andelshus ved Rødkilde Skole – her har han boet i 22 år, og lige nu begrænser hans privatliv sig til to ugentlige løbeture i Utterslev Mose, færdige måltidssalater og Cola Zero fra den nærliggende Irma og en studsning engang imellem hos den lokale frisør.

Et par gange om ugen cykler han til ministeriet på ’en gammel havelåge, for jeg har fået stjålet så mange cykler’.

I 2016 blev hans kærlighedsliv offentligt kendt, da han dannede par med bloggeren Mascha Vang. Forholdet sluttede sidste sommer, men man kan godt lægge sin nysgerrighed væk, for…:

»Det har jeg lært meget af – og man kommer ikke til at høre igen om en eventuel kæreste – det vil jeg holde meget privat, hvis det sker, og det tænker jeg endnu mere over nu, hvor jeg er minister,« siger Rasmus Jarlov og lukker venligt, men bestemt ned for den snak.

Tilbage til erhvervslivet.

Stop bureakratiet

»Når man taler om bureaukrati er de fleste enige i, at det ikke er godt. Men alligevel bliver der indført ordninger og regler, der besværliggør det at have en virksomhed, og det skal vi holde op med. Jeg har stor respekt for små firmaer, som kæmper hårdt for at få succes – nogle af de små erhvervsdrivende arbejder solen sort, men er jo enormt fattige.«

Den største udfordring for dansk erhvervsliv lige nu er ifølge Jarlov, at der er mangel på arbejdskraft.

Men samtidig er der i flere år skåret to procent på erhvervsuddannelser – hvordan hænger det sammen?

»Det er klart, at det er noget, vi har meget fokus på og skal have ændret, for vi skal have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse i stedet for at fokusere på, at det kun er godt at læse kommunikation eller statskundskab,« siger Rasmus Jarlov.

Hans håb er, at flere vælger at blive selvstændige og han vil som minister gøre alt for at sikre gode kår for små og mellemstore virksomheder.

»Jeg er jo ikke tilhænger af, at vi skal give statsstøtte eller andet til virksomheder, men jeg er virkelig optaget af at genere virksomhederne mindst muligt. Og det kan vi gøre ved at holde skatter og afgifter nede og så finder de selv ud af resten,« siger Jarlov, der er uddannet cand. merc. i økonomi og finansiering fra CBS.

Lang politisk karriere

Han har en lang karriere som politiker og har i flere perioder siddet både i Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation.

Jobbet som erhvervsminister har han haft i to måneder efter den tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen stoppede, da han blev direktør i Dansk Erhverv.

»Det gik virkelig stærkt – jeg læste på nettet, at Brian stoppede – og en time og et kvarter efter sendte Søren Pape (partiformand for Konservative, red.) en sms og skrev, at jeg skulle ringe. Han bad mig om at overtage som minister, og sagde at jeg skulle skynde mig hjem. Jeg var i Washington med forsvarsudvalget og tog en Uber ud til lufthavnen. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne få refunderet pengene fra Uber, fordi Folketinget har vedtaget, at man ikke må bruge Uber – heller ikke i lande hvor det er lovligt – så jeg betalte selv de 148 dollars (953 kroner, red.),« fortæller Rasmus Jarlov.

Ikke ét sekund på den otte timer lange flyvetur fra Washington D.C. til Kastrup var han i tvivl, om han skulle tage imod Erhvervsministeriets nøgler.

»Jeg synes, det er naturligt som politiker at gå efter at få så meget indflydelse som muligt,« siger han og ved godt, at han måske skal aflevere nøglerne til Erhvervsministeriet, når der bliver valg senest til juni – men formentlig til foråret.

Jeg håber at jeg kan fortsætte – det passer godt til mig. Jeg havde ikke sagt ja til at blive minister, hvis det var som ældreminister, for det ved jeg ikke nok om til, at jeg ville blive en god minister,« siger Rasmus Jarlov.

Anja Berth

Written by Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Judith Owen tilbage på Amagerbro

DF’er vil have ryddet ulovlig frihavn