AOV-flertallet holder fortsat fast i at bakke white water park-projektet op. Illustration: Copenhagen White Water Park
in ,

Store protester – lille justering i Dragørs budget

BUDGET 2019. Folkelige protester i Dragør har gjort indtryk, så A, O og V justerede lidt på deres budgetforlig, før den endelige vedtagelse i torsdags. Tilskuddet til white water parken er stadig 3,5 mio., men en halv mio. er skubbet et år.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

DRAGØR: Protester på Facebook, underskriftindsamlinger og demonstrationer ved Dragørs rådhus har fået Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti i Dragør til at justere lidt på det budgetforlig, de tre partier meldte ud 23. september.

I torsdags offentliggjorde forligsparterne et nyt budgetforlig forud for 2. behandlingen af budgettet samme aften. Men justeringerne har ikke for alvor ændret på de besparelser og ændringer, som protesterne især har handlet om.

Der er stadig enighed mellem de tre partier om at støtte et kommende projekt med en white water park ved Kirkevej med 3,5 mio. kroner – forudsat at projektmagerne selv finder tilstrækkelig fondsfinansiering. Eneste ændring er, at beløbet fordeles med 0,5 mio. i 2019 og 3 mio. i 2020 – i det første budgetforlig var fordelingen 1 mio. og 2,5 mio.

Der holdes også fast i at opsige driftsoverenskomsten med Dragør Menighedsbørnehave samt at nedlægge og sammenlægge en stribe SFO’er.

Der var i det første budgetforlig afsat blot 500.000 kroner til ombygning af de resterende SFO’er – det beløb er hævet til 2,1 mio. i det nye budgetforlig.

En besparelse på inklusionspædagoger er droppet i det nye budget, der er reserveret 500.000 kroner til udvikling af et kommende byggeprojekt på Engvej mod tidligere 800.000. Renovering af pladsen foran Hollænderhallen er udskudt et år. Og så bliver der alligevel ikke afsat 260.000 kroner mere årligt til at fjerne tang fra Mormorstranden.

Snævrest mulige flertal

Torsdag bragte også endnu en demonstration foran Dragørs rådhus, lige som ugen før, og en godt fyldt byrådssal ved 2. behandlingen af budgettet.

Det blev en to timer lang stribe budgettaler med efterfølgende hårde kritikpunkter mellem AOV-flertallet og oppositionen, Konservative og Liste T, der hver især fremlagde deres egne budgetter.

Liste T og Konservative bakkede med deres ialt syv stemmer eget og hinandens budgetter op, mens AOV var imod.

Og AOVs budgetforlig var der omvendt det snævrest mulige flertal for – AOV’s otte stemmer – og oppositionens syv imod.

10,9 mio. retur til Dragør

Indenrigs- og økonomiministeriet meldte i torsdags ud, at 85 kommuner har haft et tab i udligningsordningen, fordi der er ændret på, hvordan kommunernes ældreudgifter budgetteres. Det giver færre penge til kommuner, som har mange 65-84 årige borgere.

Regeringen vil derfor søge Folketingets Finansudvalg om, at der laves en overgangsordning på i alt 1,4 milliarder kroner over to år til de 85 kommuner.

Godkendes det i finansudvalget, kan Dragør Kommune se frem til at få en kompensation på knap 5,5 millioner kroner både i 2019 og 2020.

Beløbet indgår ikke i det nu vedtagne budgetforlig, da forslaget først er offentliggjort nu og ikke vedtaget.

Tårnby Kommune kan i øvrigt også se frem til en kompensation på 2,34 millioner kroner både i 2019 og 2020, hvis altså regeringens ønske går igennem.

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Foreløbigt nej til at lukke skadestue

Osgood og Struck i Kulturhuset