Jonas Winterberg-Poulsen er klar til ungdoms-OL i Sydamerika. Foto: Augusto Bizzi.

Fra København til Buenos Aires

Fægtning: Den danske ungdomsfægter Jonas Winterberg-Poulsen – som bor i Indre By bag Det Kongelige Teater med sine forældre og sine to søstre, hvoraf den ene også fægter på topplan – skal til Argentina, hvor han sammen med 11 andre danske talenter mellem 15 og 18 år skal deltage i ungdoms-OL i hovedstaden Buenos Aires.

Legene afvikles mellem den 6. og 18. oktober og foregår på mange måder ligesom OL for voksne: Den olympiske ild bliver tændt og hen over 12 dage vil 3998 atleter kæmpe imod hinanden ved i alt 32 idrætsgrene.

Ser frem til ceremoni

Og den 17-årige fægter ser frem til at deltage i et så stort sportsstævne:

»Men jeg glæder mig især til stævnedagen, åbningsceremonien, bare at se det hele og være i den olympiske by sammen med så mange andre unge atleter,« siger Jonas Winterberg-Poulsen, der nævner opbakning hjemmefra, fra klubben og sine træningskammerater i fægteklubben Trekanten som vigtige medvirkende årsager til, at han er nået så langt.

I sidste sæson vandt han to guldmedaljer ved kvalifikationsstævner i både Manchester og Thessaloniki, samt sølv ved EM i Sochi i Rusland og en plads som nummer 10 til VM i Verona i Italien.

De gode resultater var med til at kvalificere Jonas Winterberg-Poulsen, ikke bare som den eneste danske, men som den eneste i nordiske fægter til OL.

Trekanten vil til OL

Jonas Winterberg-Poulsen går i 2G på Falkonergaardens Gymanasium, hvor han er optaget på den særlige Team Danmark ordning, der gør det muligt at kombinere elitesport med at tage en studentereksamen. Den kommende OL-deltagelse er dog lige nu den vigtigste eksamen forude:

»Nervøsiteten har ikke ramt endnu og det gælder om at bevare roen, for ellers kan nervøsiteten lamme dig. Det er jo verdens bedste fægtere i min årgang, jeg skal kæmpe imod, så det bliver lige på og hårdt fra start. Der er ikke plads til at »komme i gang«,” siger Jonas Winterberg-Poulsen.

Fægteklubben Trekanten, der ligger i Ryparken på Østerbro, arbejder målrettet mod at kvalificere fægtere til OL i Tokyo i 2020 og næste OL i 2024 i Paris.

Og den unge fægters deltagelse i ungdoms-OL er et vigtigt delmål. thof

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Ingrid må undvære Mathæus i år

Lynetteholmen bliver en ny bydel med 35.000 indbyggere frem mod 2070