Foto: arkiv
in , , , , , , , ,

Børnepasningsaftale på plads

UDVEKSLING. København og Frederiksberg har indgået en aftale om børnepasning på tværs af kommunegrænsen, så forældrene nu har frit valg.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

DAGINSTITUTIONER: Nu kan forældre i København og på Frederiksberg selv vælge, hvilken daginstitution deres barn skal skrives op til – uanset om den ligger i København eller på Frederiksberg.

Det er resultatet af den nye aftale, som Københavns og Frederiksberg kommuner for ganske nylig har indgået. Det er ud fra devisen, at børnefamiliernes hverdag og trivsel er vigtigere end kommunegrænser, at de to kommuner er nået til enighed.

Aftalen sikrer mere frit valg til forældrene samtidig med, at kommunen, der sælger pladsen, får en rimelig kompensation for både drifts- og ejendomsudgifter.

Dermed bliver ventelisterne til Frederiksbergs institutioner åbne for børn fra København og omvendt. Det glæder formand for Frederiksberg Kommunes børneudvalg, Laura Lindahl (LA):

»Vi har fundet en rigtig god gensidig løsning, som sætter borgerens frie valg i centrum. På Frederiksberg er vi glade for at kunne håndtere vores nuværende overkapacitet på denne måde, og jeg er glad for, at vi så hurtigt har fået sat planen i værk,« siger hun.

Kapaciteten tilpasset

Aftalen mellem de to kommuner kan i teorien betyde, at et københavnerbarn bliver tildelt en daginstitutionsplads på Frederiksberg for næsen af et Frederiksberg-barn, der bor lige rundt om hjørnet.

Det er dog ikke noget, der bekymrer Laura Lindahl:

»Det vil være utrolig få tilfælde. Man skal huske på, at indtil i marts i år, hvor vi lige stoppede op for at få et overblik over situationen, så har københavnere i årevis haft mulighed for at søge en daginstitutionsplads på Frederiksberg. Det gav ikke de store problemer, og det vil det heller ikke gøre i fremtiden,« siger Laura Lindahl og tilføjer:

»For mig har det været vigtigt, at få tilpasset kapaciteten på Frederiksberg. Det har vi fået nu ved at lukke 400 ud af de 450 tomme pladser, og som det ser ud lige nu, så mangler København slet ikke daginstitutionspladser. Jeg tør godt love, at daginstitutionstilbuddet på Frederiksberg kun er blevet bedre.«

Gældende til 2021

Også børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S) er glad for aftalen:

»Det glæder mig, at vi kan hjælpe hinanden på tværs af kommunegrænsen. Vi har stigende børnetal i København og bygger nye daginstitutioner på livet løs. Som udgangspunkt har vi de pladser, vi skal bruge. Men for nogle forældre i København kan det give god mening at vælge en daginstitution på Frederiksberg, når familiens dagligdag skal gå op i en højere enhed.«

De to kommuner har aftalt en model, hvor købte og solgte dagtilbudspladser afregnes til bruttodriftsudgiften plus et tillæg på fem procent til dækning af ejendomsudgifter.

Aftalen trådte officielt i kraft 1. oktober 2018 og er foreløbig aftalt at gælde frem til 1. marts 2021, med mindre parterne vælger at indgå en ny aftale.

Mænds Mødested får fællesskabspris

Vesterbro Bladet vinder guld