Luffe har taget fat på et nyt kapitel i sit liv, der tidligere blandt andet har budt på misbrug og hjemløshed. Godt hjulpet på vej af SundhedsTeamets faglige indsats. Foto: Dan Møller
in , ,

Luffes nye liv på gode fødder

HJEMLØS. Morgencaféen for hjemløse på Theklavej var i fredags første stop for det cyklende sundhedsteam, der havde besøg af borgmesteren og hendes følge. En slags fejring af bevillingerne til indsatsen i kommunens nye budget.

Af Frank S. Pedersen

fsp@minby.dk

HELBREDT: Da Luffe Andersen i sin tid landede med toget fra Roskilde på Nørreport, løb han ind i tre hjemløse, der blev hans guide til et liv på gaden i København.

»Især den ene, han havde været hjemløs i 11 år og hvor man nu om dage sikkert kan finde en app med de samme oplysninger, så brugte vi ham og hans erfaringer,« fortæller han på bænken uden for Morgencafé for Hjemløse på Theklavej 48. Udstyret med kaffe og en smøg fortæller han optakten til sit møde med kommunens mobile sundhedsindsats.

»Jeg havde været hjemløs i 3 1/2 år og havde fået sådan nogle revner under fødderne, der ikke ville hele, nok på grund af mit alkoholmisbrug. Og fødder er vigtige, man slider meget på dem, når man er hjemløs,« fortæller han, der fik hjælp på Sundholm.

På højkant igen

»I begyndelsen fik jeg smurt tjære på for at lukke det. Men det hjalp ikke, og sygeplejerskerne var også trætte af behandlingen, når de skulle tørre tjæren af igen. Men så fik jeg fødderne i røde bade, noget kras stads tror jeg, men det virkede,« smiler han. Og kontakten med sundhedspersonalet, faldt sammen med, at han kom på højkant igen i mere end en forstand.

»Jeg fik en lejlighed, hvor jeg nu har boet i syv år, og jeg har ikke drukket i fire år, jeg er med i Gadens stemmer og laver rundvisninger på Nørrebro. Og så har jeg lige fået arbejde som pedel på et plejehjem,« fortæller han glad.

Cyklende gæster

Luffe har stadig sin gang på steder som morgencaféen, der sammen med natcaféen på Hillerødgade, var nogle af hans holdepunkter i tilværelsen.

I fredags var han sat i stævne af sundhedsteamets leder, overlæge Henrik Thiesen og sygeplejerske Bodil Stavad, der ankom på cykel ved middagstid sammen med socialborgmester Mia Nyegaard (R) og følge.

De ankommer tidsnok til at få en duft af cafeens millionbøf med kartoffelmos, efter at have konstateret at stedets klinik er ren og fin, og at ingen lige står og mangler behandling.

»Jeg begyndte allerede i 2001, da jeg kunne se, at der måtte gøres noget. Københavns hjemløse har typisk ikke som os andre en praktiserende læge lige i nærheden de kan gå til, de kommer fra andre byer, eller som mange her fra Grønland. Så sundhedsteamet er de hjemløses praktiserende læge, som opsøger dem på de steder hvor de opholder sig,« forklarer Henrik Thiesen.

Budgetbesøg

Teamet har eksisteret siden 2005 og blev ved det seneste budget sikret økonomi til yderligere fire år. Hvilket også var grunden til det fine besøg fra rådhuset.

»Når man mangler tag over hovedet og måske kæmper med misbrug eller indre dæmoner, så er det klart, at besøg hos lægen ikke står øverst på listen over ting, der skal klares. Derfor er det vigtigt med et Sundhedsteam, der er opsøgende på gaden og som kan være indgangen til den rette medicin eller en længere udredning. Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få opbakning til at forlænge bevillingen til SundhedsTeam,« siger Mia Nyegaard.

Næste stop på fredagens cykelrute var Røde Kors omsorgscenter på Thorsgade. Men inden da er Luffe fortsat ud i virkeligheden på sine gode fødder med et »Skal i bruge mig mere?«, inden har bliver fulgt ud af masser af hilsener fra både caféens klientel og personale på sin videre færd.

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

En to-værelses tager form

Pinis sidste dag bag saksen