Rejsegildet for pandaanlægget fandt sted 25. september. Foto: Martin Sørensen

En to-værelses tager form

REJSEGILDE. Arkitekter, ingeniører, byggearbejdere og ansatte i København Zoo fejrede tirsdag i sidste uge rejsegilde i det prestigefyldte pandaanlæg, som til april tager imod to kinesiske kæmpepandaer.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

YIN OG YAN: Byggearbejdere, arkitekter og ingeniører lagde for en kort stund værktøj og målebånd til side for at markere en milepæl i det prestigefyldte byggeri af et yin og yang-formet pandaanlæg.

Tirsdagens rejsegilde markerede, at anlæggets tag nu er lukket. Det krumme byggeri har ikke en klassisk tagkonstruktion, så rejsegildets traditionsrige krans blev hejst op i en byggekran.

Mønsterbyggeplads

København Zoos administrerende direktør Jørgen Nielsen benyttede lejligheden til først og fremmest at takke byggearbejdere, medarbejdere i Zoo og tekniske rådgivere, der tilskrives æren for, at byggeriet holder sig inden for tidsrammen, der er april 2019:

»Det har været og er en mønsterbyggeplads, hvor alt er velorganiseret og velfungerende, og hvor der ingen uheld har været. Stor ros til ingeniørerne for det enestående gode samspil mellem interessenterne på byggepladsen.

Stor ros til det stærke samarbejde blandt de cirka 60 mand, der hver dag arbejder på byggeriet,« lød det blandt andet fra zoo-direktøren.

Zoo-direktør Jørgen Nielsen flankeret af arkitekterne Bjarke Ingels og David Zahle. Foto: Martin Sørensen

To-værelses lejlighedNæste taler eller rettere talere var arkitekterne Bjarke Ingels og David Zahle, der gik på talerstolen sammen.

De to hæftede sig især ved den særlige idéproces, der ligger bag tegningerne og designet af anlægget. Her mødtes arkitekter og ansatte fra alle fagområder 20 uger i træk til idémøder, hvor alt fra dyrevelfærd og foder til indretning af restaurant- og publikumsområder blev drøftet og beskrevet.

»Jeg glæder mig meget til de to beboere ankommer. Jeg håber virkelig de vil sætte pris på deres to-værelses Frederiksberg-lejlighed,« sluttede den verdensberømte arkitekte, Bjarke Ingels.

Pandaanlægget er centralt placeret i Zoo og ventes at blive et naturligt omdrejningspunkt for et besøg i zoologisk have. Området mellem elefanthuset og primathuset omdannes til et nyt mødested med restaurant- og picnicområde.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Børnelørdag: Jazz og lanterner i børnekulturhuset

Luffes nye liv på gode fødder