»Niko Grünfeld skal altså have ¿nej-hatten¿ på og lære, at man som toppolitiker ikke altid kan åbne døren for enhver der banker på,« skriver Carsten Mai. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
in
Tema: in

Alternativet under pres

Da forhandlingerne om en løsning for Amager Fælled for alvor skulle i gang, skete der en lille ting, som fik stor betydning. Lad os spole scenen tilbage til Magistratssalen på rådhuset en aften i begyndelsen af september.

Enhedslisten har netop meldt ud, at de forlader forhandlingerne om Amager Fælled. Partiets repræsentanter har rejst sig fra bordet og står nu henne ved døren med en hånd på dørhåndtaget. Men Alternativets folk sidder stadigvæk ved bordet. Det er som om, at tiden går i stå. Vil Alternativet alligevel bygge på fælleden og derfor blive i forhandlingerne, eller har de simpelthen ikke forstået, at de bliver smidt ud af lokalet?

Først efter at overborgmester Frank Jensen (S) klart siger, at nu er det tid til, at Alternativet går, samler partiet endelig deres papirer sammen og forlader Magistratssalen.

Da den tunge mahognidør var lukket bag Alternativet, indser de andre forhandlere, at det nyvalgte parti ikke har sat sig ind reglerne på rådhuset. Princippet om at det koster noget at sidde med ved forhandlingsbordet er gået helt hen over hovedet på Alternativets topfolk.

 

På den sene aften i september fik aftalepartierne nok af, hvad de opfatter som Alternativets politiske friløb. De aftalte, at nu skal Alternativet bringes tilbage til virkeligheden og opleve, at man ikke hele tiden kan servere jubelglade budskaber uden hverken finansiering eller opbakning på Christiansborg.

Nogle gange må man prioritere, og der er regler der skal følges, mener partierne. Med andre ord: Nu skal Alternativet lære at sige nej. Det er ikke et ord, de har brugt meget i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor deres borgmester, Niko Grünfeld, er formand. En henvendelse om mere kultur og flere penge mødes meget ofte med et nik fra borgmesterens side, idet angsten for at give et afslag tilsyneladende vejer tungt.

 

Forligspartierne har derfor en plan. I løbet af efteråret skal kommunen finde en ny model for, hvor mange arrangementer København kan være værter for. Stemningen går i retning af at med Distortion, maraton, cykelløb og meget andet er københavnerne nok ved at være trætte af alt postyret.

De nye regler udformer et flertal af partierne, men administrationen af de nye stramme regler bliver lagt i Kultur- og Fritidsudvalget. Derfor kommer Niko Grünfeld til at administrere regler han er imod, og derfor kommer han til at sige nej tak til en lang række arrangementer.

Niko Grünfeld skal altså have ’nej-hatten’ på og lære, at man som toppolitiker ikke altid kan åbne døren for enhver der banker på.

De andre partier vil ikke længere bare se på, at Alternativet, som partierne ser det, serverer populære forslag der f.eks. strider mod de love, som Folketinget vedtager, eller åbner pengekassen hver gang nogle pipper om flere midler.

Alternativet står derfor overfor et valg om enten at komme ind i kampen eller fastholde den nuværende linje. Med over tre år til næste valg, er der masser af tid til, at partiets 30.000 vælgere når at blive skuffede.

 

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Carsten Mai

Om journalisten Carsten Mai

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

Familiedrømmen er gået op i røg

Midlertidig lægeklinik er nu åben