Her er det lige ved at gå galt for Sundby-besætningen i lørdagens kraftige blæst. Foto: Frederik Sivertsen.
in , , ,

Kvinder på vandet i strid blæst

SEJLSPORT. Der var rigeligt med sus og skumsprøjt på Øresund i weekenden, da Sundby Sejlforening arrangerede det første rene kvindestævne i regi af Sejlsportsligaen. Flere tidligere OL-sejlere stillede til start og gav hård konkurrence til Sundbys egen besætning, som var ved at kæntre undervejs.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

ØRESUND: OL-sejler Henriette Koch og mangeårig top-sejler Josefine Boel Rasmussen havde taget initiativ til stævnet ’Women on Water’ (WoW) i Sundby Sejlforening i weekenden. Her dystede 18 hold á fem kvinder om sejren i et for lørdagens vedkommende hårdt sejlvejr. Til gengæld var der en plads i den nye kvindeudgave af Champions League i sejlads på højkant.

Foto: Frederik Sivertsen.

Weekendens stævne med base i Det Maritime Ungdomshus var startskuddet på en egentlig sejlsportsliga for kvinder. Women On Water (WOW) er sat i søen for at få flere kvinder på vandet, øge målet om lige dele mænd og kvinder på vandet, sikre næste generation af pigesejlere og skabe stærke netværk blandt kvinder

Der blev sejlet i det vante ligaformat i Sejlsportsligaens syv J/70 både, som var hentet til Sundby til sejlerne, som talte adskillige tidligere OL-sejlere. Vinderne blev Team Pelle P skarpt forfulgt af Hellerup Sejlklub WHITE blot to point efter, da de 11 sejladser var i mål søndag. Holdet Kattnakken blev nummer tre.

Sundbys eget hold Sundby Marlins havde en besætning med flere amatørsejlere, men de lokale deltagere kæmpede bravt og endte som nummer 16 af de 18 hold.

Priser og netværk

Lørdag var der fest og overrækkelse af de første ’Sejlsportsligaens AWARD 2018’. Årets værtsklub blev Frederikshavn Sejlklub, årets frivillige Paw og Jill Hagen, mens Michelle Jensen fra Hadsund Sejlklub blev hædret som årets ligasejler.

Foto: Frederik Sivertsen.

Weekenden blev kickstartet allerede torsdag morgen, hvor der var kvindenetværksmøde med overskriften ’Kvinder på podiet’ hos HORTEN advokater i Tuborg Havn. Her gav dedikerede talere giver kvinderne relevante værktøjer med hjem – både som leder, karrieremor, sportsudøver eller som kommende bestyrelsesmedlem.

»Jeg har lært mere om team-dynamikker ved at sejle end ved at gå på arbejde gennem årene og bruger egentlig min sport rigtigt meget i mit arbejdsliv. Og det her handler da også om at sætte fokus på, at der er for få kvinder repræsenteret i bestyrelser og lederstillinger,« forklarer en af initiativtagerne Josefine Boel Rasmussen.

WOW konceptet har fået en flyvende start. Allerede nu sejler flere og flere kvinder med i Sejlsportsligaen. Ved et ligastævne i Frederikshavn var der kvinder på ni af klubholdene i 2. division. WOW har deres eget wildcard-hold i 2. division. Over 200 kvinder har taget netværket til sig.

 

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Vild med dans med de lystige musikanter

Pizza, popcorn og retrospil for 10. klasserne