Ole, anfører på holdet for alle dem med farvede sko, har lige scoret. Igen. I baggrunden afventer Peter, at målmand Lisbeth skyder bolden retur. Foto. Martin Sørensen
in

De spiller humøret op på banen

Af JEANETTE HOUGAARD

jhg@minby.dk

Ja – floorball er sundt, men i Kedelhallen hander det lige så meget om at have det sjovt. Journalisten gik med på gulvet til sæsonens første spilledag.

»Så er vi tre drenge og fem piger,« tæller Peter Bunster, da vi endelig er samlet i Kedelhallens lille sal. Syv personer er dukket op denne mandag for at spille med på Ældre Sagens floorball-hold.

Jeg kom i et tankeløst øjeblik til at invitere mig selv med til træningen, så der står vi i indendørssko i den flotte gamle kedelhal og venter bare på, at holdets instruktør Ole Gade Jensen deler stavene ud.

I hver ende af banen står et lille mål, som med åben mund forventer, at vi på skift skyder den lette plastbold ind i nettet. Det er motionsudgaven af floorball, vi spiller her på holdet, så der er ganske få regler.

»Så kan vi sige, at alle dem med farvede sko er et hold,« lyder det fra instruktøren og vi går så småt i gang.

Flere er helt nye på holdets anden sæson. En af dem, Mogens Bille Borch, er kommet for at få en prøvetime. Han er på udkig efter noget, der kan supplere de lange gåture med konen, fortæller han.

Ole Gade Jensen har selv spillet håndbold, fodbold og tennis, men et dårligt knæ satte stopper for det. Så nu spiller han floorball, dyrker fitness og cykler.

Peter Bunster har aldrig dyrket sport og var over 50 inden han lærte, hvordan man skulle gribe en bold.

»Jeg har kigget på forskellige ting og synes floorball lød spændende, for det er det med ’hurtig op og ned igen’, jeg godt kan lide. Så da Ældre Sagen foreslog floorball, sagde jeg ja tak.«

Hvis du aldrig har dyrket motion før, hvad fik dig så i gang?

»Årh, det begyndte at blive ikke en sixpack, men en fustage,« siger Peter med et smil og klapper sig på maven.

»Jeg måtte jo indrømme, at der skulle mere motion til, efter jeg gik på efterløn. Da jeg arbejdede som vicevært, fik jeg motion i det daglige,« siger Peter og fortsætter:

»Jeg har lige fået ny kæreste, og der får jeg også lidt motion,« siger han med et lille skævt smil, »og så elsker hun at gå fra den ene ende af byen til den anden. Så nu går jeg meget mere, end jeg har gjort før,« fortæller han og afslører, at romancen er med en kvinde, han har mødt til floorball.

Spillet er i gang

Det er første gang, jeg skal spille floorball. Har ikke undersøgt noget på forhånd og ved ikke rigtig, hvad jeg forventer. Jeg ved til gengæld, at mit medlemskort til fitness kun har været oppe af træningstasken to gange indenfor det seneste år, og min kondi er urimelig dårlig. Forstiller mig dog, at jeg trods alt har et lille aldersforspring.

Spillet flyder let. Vi glemmer ofte, at man skal have begge hænder på staven, når man er i nærkontakt med en modspiller, men ingen bemærker det. ’Smukt spillet’, vil de færreste nok kalde det, de fleste af os foretager os. Vi ’skovler’ bolden til os med staven og træfsikkerheden på målet er varierende fra spiller til spiller. Det betyder nu ikke så meget.

Jeg er meget tilfreds med at være på hold med Ole. Han er hurtig, og man kan godt fornemme, at han har føling med en bold og scorer mange mål. Mogens på det andet hold er også ret offensiv i sit spil og er hurtig på bolden.

Da vi har spillet et stykke tid, tilbyder jeg at overtage målet. Prøver at luske en hvilepause ind. Måske gav jeg den lidt rigeligt gas til at starte med, men jeg blev lidt grebet af det. Jeg kan jo se, at man spiller fint med i forskellige tempi.

Mere end motion

Det handler selvfølgelig om at få rørt sig, men også om at have det sjovt, bliver jeg hurtigt klar over.

»Jeg har altid ment at sport og idræt var af det onde. Hvis der ikke var noget formål, så gider jeg ikke. Formålet her er at have det sjovt ud over at få motion,« siger Peter og giver ordet til Ole.

»Vi hygger os meget godt, både mens vi spiller og bagefter, hvor vi altid slutter med en kop kaffe. Vi har det også meget sjovt, når vi spiller,« siger Ole.

Klokken er næsten tre og floorball-holdet begynder at pakke sammen. Nu skal de drikke kaffe.

Så bliver det spændende at se, hvem der dukker op næste gang. Måske er der igen nye, der gerne vil have en prøvetime. Det klares nemt ved at skrive en sms til Peter på 25850643 og finde skoene frem.

»Og så skal man huske at tage lidt godt humør med. Og hvis man ikke har det, så får man det sikkert i løbet af et øjeblik,« siger Peter.

Det passer ret godt. Det må være svært at gå derfra i dårligt humør. Især når man fik en plads på vinderholdet.

Der er plads til tre hold af seks spillere i Keddelhallen.

Man skal være medlem af Ældre Sagen for at deltage.

Det koster 210 kr incl. kaffe halvårligt.

Vil man have en prøvetime så kontakt Peter på 25850643.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

KLUMME Enhver rejse begynder med det første skridt

Hold hjernen frisk med træning i det fri