in

Her dyrker de yoga med begge ben på jorden

Af JEANETTE HOUGAARD

jhg@minby.dk

»Jeg er vokset to centimenter,« siger Lise og forklarer det med, at yogaen folder hende ud. Det er ikke den eneste oplevelse hun og de andre på holdet går hjem med.

»Skal I til yoga?« spørger jeg et par kvinder, der sammen med en større flok er på vej ind i Prindsens Gård ved indgangen til Haveselskabets Have. De kunne nemlig godt ligne nogle, der var på en rundvisning af en slags.

Begge dele viser sig faktisk at holde stik. De går alle sammen til yoga hos Pia Olsen i Frederiksberg Have Yoga og de har inden tirsdagens yogahold kl. 10 været en tur i Frederiksberg Have, hvor en fra holdet har vist dem rundt og øst af sin store viden om haven.

Yogaholdet er nemlig et sted, hvor det langt fra ’kun’ handler om at komme i form og lære at trække vejret helt ned i maven. Det er på mange måder blevet til venskaber og et socialt frirum.

»Jeg kommer ofte 20 minutter før, vi begynder, for at kunne nå at tale sammen med de andre. Det er et trygt rum, hvor vi har gensidig tillid til hinanden,« fortæller Lise, der kun vil være på fornavn i artiklen.

Tidligere på sommeren gik hun og var meget bange for at få en ubehagelig diagnose. Det valgte hun at dele med holdet i stedet for at bekymre sin familie og lade det fylde en masse. Det var heldigvis ikke alvorligt. Men det var rart at kunne kapsle bekymringen for sygdommen inde blandt dem på holdet.

Så er der også det fysiske:

»Jeg er vokset to centimeter. Der har altid stået 172 i mit pas, men det blev rettet til 174 sidste gang,« siger Lise, som godt kan skrive under på yogaskolens slogan ’ Vi folder dig ud’.

»Jeg kan altså nogle ting med min krop, som jeg ikke kunne, da jeg startede for to og et halvt år siden.«

Lise sætter pris på, at yogaskolen har begge ben på jorden. Den hører ikke til den spirituelle slags.

»Det er ikke sådan noget med røgelsespine og bimle-bamle klokker,« siger hun lettet.

En enkelt hane på måtten

Stort set alle på dette tirsdagshold er over 60 år og kender hinanden godt, men der er også nye ansigter på yogamåtterne hver gang.

Yogaskolen har flere forskellige hold, også et særligt mandehold, men tidspunktet for mandeholdet passer ikke Ulrik Liberoth. Så han er også med her hver tirsdag og har dyrket yoga siden 80’erne, hvor han blev skubbet af sted af sin kone, fordi ingeniørarbejdet med Storebæltsforbindelsen gjorde ham meget stresset. Yoga hjalp ham.

»Kan du så godt klare dét derinde«, spørger jeg Ulrik Liberoth. Den stille fordybelse fra yogalokalet udebliver og det lyder mere som en hønsegård.

»Det er måske meget godt, at der kun er en mand, for det støjer ret meget,« siger Ulrik med et smil. Men han er meget glad for sin plads på holdet, mærker man. Både socialt men også fordi han mærker, at det gør noget godt for hans krop.

»Når man kommer op i alderen, bliver man mere stiv i det, men strækøvelserne kan gøre en mere smidig. Jeg kan stadig arbejde godt til i haven uden at være helt smadret bagefter.«

Med på gulvet

Ulrik og jeg følges ind i yogalokalet. De er faldet til ro derinde og er begyndt på dagens øvelser.

»Så vender I jer og lader hoften falde ud her bagtil og løfter armene op,« lyder Pia Olsens stremme i lokalet. Det er godt fyldt op og blide toner lyder i baggrunden.

Hun gør plads til en yogamåtte til mig.

Vi er kommet til en øvelse, hvor armene skal vikles sammen på en særlig måde. Det ser let ud, når de andre gør det, men for en yogadebutant med svag motorik kan det godt tage lidt tid at forstå.

Så står den på venepumpeøvelser, der er god til computerame og en anden øvelse, hvor man blidt jokker albuen ned i et område, hvor nogle muskler hæfter omkring knæet. Man er ikke i tvivl om, hvornår man rammer rigtigt – og holdet synes, det er sjovt, når journalisten piver.

»Er I så friske på en balanceøvelse,« spørger Pia ud over yogamåtterne.

»Jaaa, vi gør hvad du siger», lyder det tilbage fra holdet.

»Det er så første gang«, svarer Pia, og så griner de igen.

Der findes en lang række yogaskoler på Frederiksberg. Tjek oversigten side 10-11.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hold hjernen frisk med træning i det fri

YouTube-stjerne premieregæst i Field’s