Opgaven med at lave artikler til Bevæg Dig For Livet fik redaktør Jeanette Hougaard på gulvet til blandt andet floorball. Foto: Martin Sørensen
in

KLUMME Enhver rejse begynder med det første skridt

Af JEANETTE HOUGAARD

Når man ved, hvad der findes af muligheder for at få motion her på Frederiksberg, så kan jeg, her fra min bløde kontorstol, undre mig over, hvorfor der ikke er mange, mange flere seniorer, der dyrker motion.

Jeg mener bare, at for rigtig mange seniorer er lange arbejdsdage i hvert fald ikke en presserende forklaring. Men når man peger ad andre, så peger man som bekendt samtidig også på sig selv, og her må jeg desværre konstatere, at jeg heller ikke selv kan prale af opsigtsvækkende aktivitet.

Jeg har i en årrække været medlem i et fitnesscenter, og her burde man fejre sådan nogle medlemmer som mig. Sende mig en buket blomster fra tid til anden som tak for ikke at slide på inventaret. For hvis jeg tjekker, hvor mange gange jeg har svedt i træningsmaskinerne, så kan jeg nok svinge mig op til to gange indenfor det seneste år. Det er rundt regnet 3.216 kroner om året, jeg betaler for det, eller 1.608 kroner per træning plus en stærk følelse af idioti.

Jeg har altid min træningstaske liggende i bilen, ’så jeg lige kan svinge ind og træne på hjemvejen’. Dens faste plads i bilen er som nævnt helt uden effekt. Da jeg åbnede min træningstaske her i sommer, fandt jeg ting nede i bunden, som jeg har ledt efter meget længe. Min blå træningstrøje købte jeg, da jeg gik til efterfødselsgymnastik med min mellemste. Han er 20 år i dag, og det siger måske lidt om mine prioriteringer.

Jeg synes dog selv, at jeg har forklaringerne i orden. For jeg kan til enhver tid stikke min dårlige samvittighed over den manglende formkurve med en af disse to undskyldninger: ’Meget lange arbejdsdage’ eller ’Jeg har mindst to timers transporttid’, men når jeg graver ind til kernen ligger den største forhindring som altid i overvindelsen til at tage det første skridt.

Hvorfor går jeg ikke en tur rundt om søerne en halv time efter arbejde? Hvorfor tager jeg ikke bare trapperne en gang om dagen op til redaktionen på 16. sal i Codanhus? Hvorfor ikke dit og hvorfor ikke dat?

Jeg prøver at forklare for mig selv, at heldet på et tidspunkt slipper op. Jeg ved, at når jeg ikke bevæger mig, orker musklerne til sidst ikke at bære på skroget, og jeg får rygproblemer. Jeg ved også, efter et år med lækker kantineordning på jobbet og en anti-autoritær attitude overfor Sundhedsstyrelsens anbefalinger om det ugentlige antal genstande, bare må indstille mig på, at yndlingstøjet i skabet ryger bagest. Det nye yndlingstøj bliver noget med elastik i livet og lange ærmer, der dækker de løsthængende underarme.

Så hvad – jeg venter altså bare på, at jeg til sidst ikke længere har et valg og skal diagnosticeres til motion eller medicin – eller måske slet ikke længere er i stand til at indhente det forsømte?

Nej! Det sidste skub fik jeg i denne uge, hvor jeg stak hovedet ind forbi et floorball-hold og til en yogatime. Det var ikke bare motion, det var sjovt og hyggeligt. Og jeg gik derfra med følelsen af, at hvis de kan, så kan jeg også det første skridt til at gøre noget ekstra og godt for mig selv.

Nu skal det være!

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Mit forhold til motion

De spiller humøret op på banen