Axel Thrige Laursen har været på hat med Østerbro i mange år. Her ses han omkring sin 70 års fødselsdag for fem år siden. Arkivfoto: Flemming Schiller
in , ,

Det er aldrig for sent at lære nyt

Axel Thrige Laursen har været engageret i lokalpolitikken på Østerbro i 25 år.


Lokalråd, lokaludvalg, bydelsråd og miljøpunkt.

Når historien om nærdemokratiet på Østerbro skal skrives om perioden fra 1990’erne og frem til i dag, kan man ikke komme uden om at nævne Axel Thrige Laursen.

Han har i øvrigt været formand for tre af de førnævnte fora her i bydelen. Kun Indre Østerbro Bydelsråd, som virkede i årene 1997-2001, var han ikke i spidsen for.

Han har trukket sig, men er vendt tilbage.

Tirsdag 25. september fylder han 75 år.

I februar blev han valgt til en ny fireårige periode i Østerbro Lokaludvalg, hvor han nu er formand for lokaludvalgets udvalg for byplan, teknik og miljø.

Glutenallergi

I to tidligere omgange har han været formand for Østerbro Lokaludvalg, først i lokaludvalgets første tid i årene 2006-10, hvorefter han trak sig.

Derefter igen i årene 2014-16, hvor han trak sig før tid fra formandsposten, men fortsatte som medlem af lokaludvalget.

Han trak sig fra formandsposten for to år siden på grund af problemer med helbreddet og blev erstattet af Allan Marouf.

»Jeg var svækket, og det viste sig, at jeg ikke kunne tåle gluten. I den periode kunne jeg ikke være udadvendt,« fortæller han.

Glutenallergi eller ej så har Axel Thrige Laursen aldrig været den person, som har slået voldsomt ud med armenen, men mere stilfærdigt sat sig ind i tingene.

Og der er næppe mange, som er så vidende omkring, hvorfor veje og cykelstier forløber som de gør på Østerbro, hvilke diskussioner der har været om diverse strækninger, og hvilke planer og ønsker der fortsat er.

Denne historik glæder man sig fortsat over at have med i det nuværende Østerbro Lokaludvalg. Her følger han med interesse sager som den grønne Strandboulevarden, kulturcentret ved Kildevældsskolen og en stiforbindelse over Svanemølle Kaserne til dørs. Projekter som han og lokaludvalget har engagereret sig i de senere år.

Saxofon og Venedig

Selvom han runder 75 år, er Axel Thrige Laursen ikke bange for at kaste sig ud i nye ting. Således har han sat for at lære at spille saxofon.

Den kommende tid skal han i øvrigt rejse til Venedig med et af børnebørnene.

»Hun skal nå at opleve byen, inden den bliver ramt af oversvømmelse,« siger han og nævner, at han har vist alle sine børnebørn forskellige lande på rejser.

Axel Thrige Laursen er gift med Hanne Melnik, der som han er SF’er. Tidligere var hun formand for Østerbro-afdelingen af partiet. De har også begge siddet i lokaludvalget.

Tidligere var det SF, han repræsenterede i såvel lokalråd, bydelsråd og lokaludvalg. Men de senere år har det været henholdsvis Miljøpunkt Østerbro og nu den lokale afdeling af Ældresagen.

Legeplads og p-pladser

Det lokalpolitiske engagement går langt tilbage. I 1970 kæmpede han som ung familiefar for legepladser i stedet for parkeringspladser. Og parkeringspladser er noget af det, som ofte har været tema i årenes løb.

Siden flyttede han en periode væk fra Østerbro, da han boede i Nordsjælland. Siden mødte han sin anden kone, Hanne Melnik, som fik ham tilbage til bydelen.

Som barn voksede han op i Nykøbing Sjælland og Kolding. Han uddannede sig som arkitekt, og i sit arbejdsliv arbejdede i 40 år med byudvikling i Naturstyrelsen.

Noget som han i høj grad har taget med sig i sit lokale engagement.

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Rummet skal vises mere frem

DEBAT: Socialdemokratiets grønne ambitioner er svære at få øje på