Foto: Dan Møller
in , ,

Rummet skal vises mere frem

Næste måned står Østre Gasværk Teater klar efter renovering, når Pelle Erobreren har premiere. Publikum skal både sidde bedre, og i endnu højere grad skal de fornemme den kæmpe bygning, som teatret er en del af.


Siden 1979, da Østerbro Avis’ 50 års jubilæum blev fejret med Gasshow, har der været masser af teater og musik på Østre Gasværk Teater.

Bygningen er omkring 100 år ældre end teatres begyndelse, og den gamle, runde gasbeholder skal kunne fornemmes endnu mere af publikum, når Østre Gasværk Teater genåbner i næste måned med klassikeren Pelle Erobreren på programmet som musikteater.

»Vi vil gerne vise rummet frem, så det åbner sig mere,« siger scenemester Jacob Frederiksen.

Sanse bygningen

Publikum kommer til at sidde mere behageligt, og 824 sæder bliver til 855.

Samtidig flyttes siddepladserne en del tilbage i salen i forhold til tidligere, så der bliver bedre mulighed for at sanse den imponerende bygning.

Der bliver også fleksibilitet, da antallet af stole kan variere, og der kan være langt færre siddepladser, og de kan stå på en anden måde end den gængse.

Der kan for eksempel etableres mulighed for catwalk, hvis det skulle blive aktuelt.

25. oktober er der premiere på Pelle Erobreren, og handlingen i dette stykke foregår nogenlunde samtidig med, at Østre Gasværk blev opført i 1878.

Derfor spiller gasværkets mure en selvstændig rolle som en tidstypisk kulisse til stykket.

Senere på sæsonen opføres Erasmus Montamus og Shakespeare in love.

TV-produktion

Det er meningen, at Østre Gasværk Teater i endnu højere grad end tidligere skal lejes ud til andre aktører i kortere perioder.

Presseansvarlig på teatret Jeanne Helene Elkjær oplyser, at et dansk tv-produktionsselskab skal benytte gasbeholderbygningen i løbet af det kommende år.

Hvad det præcist bliver, er endnu ikke offentliggjort.

I forbindelse med renoveringen er det begrænset, hvor meget der kan laves om på selve bygningen, da Østre Gasværk er fredet.

Ventilation og kørestole

Udover bedre siddepladser og fornemmelsen af rummets fylde er der andre forbedringer på vej for publikum. Således er der kommet nyt ventilationssystem, så salen kan blive bedre tempereret i vinter- og sommerhalvåret.

Og så får kørestolsbrugere endnu bedre vilkår. I forvejen var Østre Gasværk blandt de mest tilgængelige teatre, og fremover kan der køres på hjul fra indgangen til tilskuerpladserne helt uden niveauforskellige.

Som led i renoveringen vil Østre Gasværk Teater ikke længere have en mindre intimscene i foyeren. Det er der ikke plads til længere.

Til gengæld er Østre Gasværk nu en del af den forholdsvis nye konstruktion Østerbro Teater, som også omfatter Teater Republique på Østerfælled Torv.

Sidstnævnte sted er der god mulighed for at præsentere intime forestillinger.

 

Thomas Frederiksen

Written by Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Integration i folkeskolen – i folkekirken

Det er aldrig for sent at lære nyt