Foto: Martin Sørensen
in , ,

Lykkebo Skole går i det grønne

Lykkebo Skole kunne hejse Friluftsrådets grønne flag for femte gang. Eleverne på mellemtrinnet har haft klima- og klimaforandringer som en væsentlig del af undervisningen ¿ bl.a. ved den nærliggende Harrestrup Å.

»… Går og nynner en sensommervise, fjernt fra byens larmende trafik.«

Kirsten og Finn Jørgensens smukke ’Sensommervise’ var det helt rigtige akkompagnement til festlighederne, da Friluftsrådets ’Grønne Flag’ blev hejst på naturarealet bag Lykkebo Skole.

Som et synligt bevis på, at skolen har bragt klimaet og klimaforandringer ind i undervisningen og eleverne ud i naturen, blafrer flaget nu over skolehaverne bag skolen på Vigerslevvej.

Skolens elever var samlet på de grønne arealer bag skolen, hvor skolekor og fællessang gav genlyd, og Karen Hen-driksen fra Friluftsrådet sagde:

»I er sammen med 200 andre skoler i Danmark med til at gøre en forskel. Faktisk er der 51.000 skoler over hele verden, der også har det grønne flag. Det kan I tænke over, når I ser flaget. At I er en del af noget rigtig stort,« sagde Karen Hendriksen.

Klimaforandringer

Det grønne flag er dog ikke bare kommet af sig selv. Eleverne på Lykkebo Skole har i løbet af skoleåret arbejdet med en række emner relateret til klimaforandringer. Eleverne har undersøgt klimatilpasning i samfundet og i hjemmet, principper i hovedstadens vandafledning og alternative fødevareforsyninger som følge af klimaforandringer.

Blandt andet er undervisningen rykket uden for skolelokalerne til den nærliggende Harrestrup Å og til Energi & Vand ved Damhussøen, som skolen har indgået partnerskab med.

Eleverne er via partnerskabet blevet uddannet i klima og klimatilpasning, og har især beskæftiget sig med at undersøge lokalområdet, samt designe klimatilpasningsløsninger for at afhjælpe lokalområdets udfordringer med skybrud. Lykkebo Skole spiller nemlig en central rolle i Harrestrup Å projektet – en af Danmarks største klimatilpasningsprojekter – da der skal etableres et stort skybrudsbassin på skolen, som led i at klimatilpasse hovedstadsområdet.

Et kæmpe grønt flag

Skoleleder Søren Friis glæder sig over, at det store grønne flag endnu en gang kan vaje over skolen.

»Når man har vundet en turnering, så får man en pokal. Når man har lavet en fin rapport om, hvordan området kan blive bedre, og hvordan man arbejder med klimaforandringerne i undervisningen, så får man et kæmpe grønt flag, som kan hænge i skolehaven,« sagde Søren Friis til eleverne.

Laura og Maria. Rart at se tingene med egne øjne

To af de elever, der har deltaget i klimaundervisningen på Energi & Vand og ved Harrestrup Å er Maria og Laura fra 6.u.

»I stedet for at sidde i et klasselokale, er det rart at komme ud og se tingene med egne øjne. Det gør det nemmere at forstå,« siger Laura, og Maria supplerer:

»Det har været spændende og lidt uhyggeligt at vide, hvad der kan ske, hvis vi ikke gør noget.« cmo

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Hvad stiller vi op med Sundbyøster Plads?

Dele-sæbekassebiler for børn