Humor er nødvendigt for at finde ind til mennesket, og for at vi kan tale sammen på tværs af holdninger, mener Rasmus Botoft, der spiller hovedrollen som den gode soldat Svejk. Foto: Martin Sørensen
in , , , , , ,

»Humor er det bedste våben«

Rasmus Botoft spiller hovedrollen som den gode soldat Svejk i Nørrebro Teaters opsætning af den eviggyldige klassiker. En forestilling, der skal minde om at drille magthaverne og bruge humoren.

Når Rasmus Botoft kører bil, kan han godt blive lidt stresset. Og det skal man ikke drille ham med – helst bare holde kæft og sidde stille.

Men alt andet må man godt drille med, og ellers gør han det gerne selv.

Humor, selvironi og punktering af selvopfattelsen er en del af den 46-årige skuespillers dna.

Fra 27. september skal Rasmus Botoft spille en af sin karrieres største roller som den gode soldat Svejk i den udødelige tjekkiske klassiker, der i Nørrebro Teaters version har fået et løft, er instrueret af Peter Schrøder (ham med ’Det fandme uhyggeligt, du’) og tilsat musik af Fuzzy.

Svejk er billedet på den lille, godmodige mand, der driller magthaverne og vender alting på hovedet. Med humor som våben tackler han livets modgang og krigens absurditet og brutalitet.

Som forberedelse til sin rolle har Rasmus Botoft læst flere bøger om 1. verdenskrig, hvor handlingen foregår, og han har brugt hele sommerferien på at lære det flere hundrede sider lange manuskript udenad. Til dato den største og sværeste rolle rent ord-mæssigt, han har haft.

Og han har gået op og ned ad trapper, vadet ture på Bornholm og trampet rundt i lejligheden på Vesterbro, mens han har læst, læst og læst og talt højt for sig selv.

Nu kan han rollen, men tvivlen er der altid. En trofast følgesvend. Er det godt nok? Bliver det en succes? Bliver jeg en succes?

Tilbage til teatret

Han blev uddannet skuespiller i 1999 fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater og allerede året efter blev han fastansat på Det Kongelige Teater. Siden har han spillet med i flere store, danske film og tv-serier, og han er især kendt for sin rolle som den møgrige Poul, der sammen med sin ven Fritz (Martin Buch) disser de fattige og lever et liv med dyr champagne, villige au-pairs i kælderen og udsigt til Sverige.

Han glæder sig til at være tilbage på teatret.

»Der er et fællesskab på teatret, som der ikke er på film. Vi møder ind hver dag i otte uger, prøver og repeterer de samme ting – på film kan man strege en scene ud, når man har optaget den. Så skal man ikke tænke mere på det. Sådan er det ikke på teater – der skal vi hele tiden gentage og alle er en del af succesen. Det er ligesom et fodboldhold,« siger Rasmus Botoft.

Humor er det våben, som Svejk bruger til at kæmpe mod magthaverne – og uden humor ville verden være ualmindelig trist: »Som en ørken uden vand«, siger Rasmus Botoft.

»Jeg er ikke særligt fjollet privat eller går og cracker jokes, men humoren er der altid, og jeg kan se skæve sider af nogle situationer. Humor kan få alle vores forsvarsmekanismer ned – det er en vej ind til mennesket, og det kan bringe os tættere sammen. Humoren er det bedste våben,« siger Rasmus Botoft.

Han mener, at fortællingen om Svejk er vigtig ikke mindst nu, hvor der ofte er konflikter og krige og magthavere, der trænger til en opsang.

Punktere magthavere

»Det er vigtigt lige at punktere dem, der bestemmer, så de ikke bliver for sikre på deres holdning. Især Dansk Folkeparti kan godt have en tendens til at sige tingene, som om det er den eneste sandhed, og der er ikke mange ventiler ind til, at de kan være i tvivl, om de nu har ret. Sådan lidt ’Vi alene vide’. Man skal kunne punktere sig selv ind i mellem og ikke tro, at den måde, man lever på eller det, man tænker, nødvendigvis er sandheden,« siger Rasmus Botoft.

Han bor på Enghave Plads på Vesterbro med sin kone, skuespillerkollegaen Lisbeth Wulff, og parrets søn Willi. Men arbejdet på Nørrebro har givet ham en ny yndlingsbydel.

»Der er mere smæk på og mere gang i den her på Nørrebro. Jeg går tit rundt i pauserne og kan især godt lide Ravnsborggade og Blågårdsgade. Her er meget mere mangfoldigt og hipt end på Vesterbro, men jeg er glad for at bo, hvor vi gør, for der er mere stille,« siger Botoft.

Han er freelanceskuespiller og er ved at have fundet ro med, at der er perioder med meget at lave og perioder med pauser. Tvivlen og bekymringen for, om der nu er noget at lave om to år, er der hele tiden, men han er blevet bedre til at bruge pauserne til at lære nyt og skabe sit eget liv og sin egen karriere og ikke bare vente på, at telefonen ringer.

Stykket foregår under første verdenskrig – en periode, som han ikke vidste meget om før han fik rollen. Men som hans gamle historielærer Poul Hansen fra Amager sagde:

»Det er vigtigt at kende sin fortid, for ellers kan man ikke forstå sin samtid og hvis man ikke kan forstå den, kan man ikke skabe sin fremtid.«

Nørrebro/Nordvest Bladet

Nørrebro/Nordvest Bladet bringer i næste uge et interview med skuespiller Rasmus Botoft, der spiller hovedrollen i forestillingen Svejk på Nørrebro Teater – premiere 27. september. Hør ham fortælle…

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Grønt på spidsen af Nordhavn

Hallo, hallo, har jeg mon flere mønter?