MIN UGE I VANLØSE Camilla Thorning

 

MANDAG

Dagen starter 6.25. Det fastindstillede tidspunkt på telefonens alarm.

Drengene skal op. Afsted. I skole. Og selvom jeg har et job, hvor dagen begynder på mange forskel-lige tidspunkter, så er morgenen det faste ritual. Vi deltager alle. Mere eller mindre friske.

Jeg har boet i Vanløse i snart 20 år. Næsten lige siden jeg som nyuddannet journalist vendte snuden tilbage til København efter et Aarhus-eksil. Jeg hører til her. Det føles bare så grundrigtigt at bo i Vanløse. Det er nu også forlængst det sted, jeg har boet i længst tid. Og når nu London eller New York ikke lige er en mulighed, så er Vanløse et godt alternativ. En perfekt ramme for min familie som ud over min mand også tæller vores to sønner på 12 og 16 år. Vanløse er tæt på det hele. Metroen har gjort det hele endnu tættere. Perfekt.

 

TIRSDAG

6.25. Det var en lang dag i går. Jeg har arbejdet i DR i mange år. I over et årti på DRs politiske redaktion på Christiansborg. De seneste år som vært på DR2 Dagen og Deadline. I går var jeg på DR2 Dagen og så direkte videre til debriefing med to af mine bedste veninder hjemme i Vanløse.

Ja, vi kalder det debriefing, når vi en gang om måneden vender verdens og hverdagens store spørgsmål. For her kommer alt på bordet, hvis der er brug for det. Og det er sundt.

Eva og Birgitte er i øvrigt også noget af det, Vanløse har bragt mig. Vi mødtes for snart 15 år siden, da vi alle tre sad i forældrebestyrelsen i vores ældste børns institution Pandekagehuset.

En bestyrelse, der valgte at tage kampen op og sikre, at politikernes løfter overfor børnene og deres forældre blev overholdt. Politikerne manglede vuggestuepladser. Derfor skulle den integrerede institution laves om, og alle børnehavebørnene flyttes. Men beslutningen blev ændret. Børnene blev. Og forældrene arbejdede videre.

Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor der ikke altid er kampvalg til pladserne i forældrebestyrelserne. Mange flere burde kaste sig ind i det arbejde. Det er nærdemokrati, der vil noget. Her kan man få stor viden om, hvad der sker i den institution, børnene befinder sig i i utrolig mange timer om dagen. Og få indflydelse på udviklingen. Det er da fantastisk!

Ved debriefingbordet er kun mødrene. Børnene ser ikke hinanden så meget mere. De er drønet i forskellige retninger. Men vi holder fast i hinanden. Heldigvis. Jeg tror ikke, vi nogensinde kommer fra hinanden igen.

 

ONSDAG

6.25. Og så afsted med min mand til Riget. Det er blevet en fast del af vores liv, efter han fik konstateret kræft for snart 1,5 år siden. Frem og tilbage til Riget. Kemobehandlinger og operationer.

Vi har valgt at være åbne omkring det. At blive stillet overfor en livstruende sygdom gør ondt, det er svært, og det er frustrerende.

Men det er vores liv her og nu. Vi insisterer alle på at leve livet hver dag. Og lægerne er dygtige på Rigshospitalet.

TORSDAG

6.25. Forude ligger et såkaldt Deadline-rul. En forberedelsesvagt med holdet i dag. Så tre udsendelser. Denne gang henover weekenden. Nu skal alle historier på bordet. Hvad er interessant? Hvad skal vi kigge nærmere på? Alle ideer bliver vendt. Så sorteres der løbende efter research. Og vi får lavet aftaler med gæster. Aftenen nydes med familien. De næste dage bliver uden dem.

FREDAG

6.25. Og så retur i seng. Det er svært at peake og være helt klar i hovedet klokken 22.30, hvis jeg står op – og bliver oppe – klokken 6.25. Heldigvis har mit sovehjerte aldrig svigtet mig.

LØRDAG

6.25 annulleret. Alle sover.

I maj sidste år flyttede vi til huset i Grøndal, vi bor i nu. Før boede vi ved Kirkebjerg Skole. 2720 Vanløse begge steder. Alligevel meget forskellige steder af bydelen. Her er vi orienteret mod Godthåbsvej. Før var det Jernbane Allé. Der virker, som om vi er flyttet lidt tættere byen. Bilerne kører stærkt. Sallingvej er sekssporet lige her.

Men fire skridt ned af sidevejene er der stille og roserne blomstrer. Vanløse er fyldt med modsætninger.

SØNDAG

Jeg er ikke et have-menneske. Men jeg er et menneske med have. Og jeg er særligt glad for de to små haver, vi har i vores nye, gamle hus. Mine forældre boede her i huset i knap 20 år. De flyttede til Vanløse få måneder efter min mand og jeg. Det har været en kæmpe gave. Mine børn er vokset op med mormor og morfar lige om hjørnet. Det burde være en børnerettighed.

Nu er min far her ikke længere. Og vi har købt huset. Men min far sender jævnligt små hilsner op gennem jorden på alle årstider. Han passede nemlig haven med stor kærlighed. Og jeg nyder hans arbejde med lige så stor kærlighed. Så en formiddag på terrassen på sådan en småkold septemberdag, hvor jeg kan inspicere roserne, er lige som den skal være.

Efter min tredje Deadline udsendelse er sendt er mit rul hermed slut. Jeg kan trille hjem i seng. Ugen er slut. Klokken har forlængst passeret midnat.

Klokken 6.25 kører hjulet igen.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Børn kan atter passes på Frederiksberg

Tre særudstillinger på Statens museum for kunst