Øksnehallen har ligget på Vesterbro i over 100 år, men dagene kan være talte, da bygningen er i spil som nyt FN Museum, UN LIve Museum. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Øksnehallen i spil til FN-museum

KØDBYEN. Et nyt FN-Museum til et beløb i milliardstørrelsen, UN Live, skal ifølge pålidelige kilder placeres i Øksnehallen og Staldgade. Realdania er med i projektet, men vil ikke bekræfte beliggenheden, der kan blive Øksnehallens skæbne.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

FN MUSEUM: Øksnehallen som vi kender den er måske snart historie. Den ikoniske hal, der bruges til udstillinger og events, skal formentlig lukke. I stedet skal der opføres et FN-Museum, kaldet UN Live.

Det siger en pålidelig og velinformeret kilde til Vesterbro Bladet.

Af en mail, Vesterbro Bladet er kommet i besiddelse af, fremgår det, at den erhvervsdrivende forening Realdania har brugt 10 millioner kroner på at undersøge mulighederne for at etablere et FN-Museum i København.

Realdania har også tidligere offentligt udtalt, at de vil give 500 millioner kroner til UN Live, hvis det samlede projekt kan løftes.

Det er givet, at museet skal placeres i København, og første forslag til en placering var Nordhavn, men ifølge Vesterbro Bladets oplysninger blev det for dyrt, og Øksnehallen er altså nu angiveligt i spil.

Direktør i Realdania, Jesper Nygård, vil hverken be- eller afkræfte en eventuel placering i Øksnehallen:

»Der er et arbejde igang med at finde en egnet lokation, og her er flere grunde og muligheder i spil og mig bekendt er intet afgjort. Jeg kan ikke bekræfte eller kommentere på konkrete grunde eller muligheer,« skriver Jesper Nygård i en sms til Vesterbro Bladet.

Kommunen tavs

Øksnehallen ejes af Københavns Kommune, men overborgmester Frank Jensen (S) vil ikke kommentare en placering, så længe, der er fortrolige forhandlinger i gang.

Det er DGI Byen, der forpagter Øksnehallen, og sports- og kulturdirektør i DGI-Byen, Anne Lisberg, vil ikke hverken afvise eller bekræfte sagen:

»Det må du tale med kommunen om,« siger hun.

Mangler stadig fonde

Den tidligere generelsekretær i FN, Ban Ki-Moon, mødtes i juni med investorer, her iblandt RealDania til et møde for at beslutte og brande et kommende FN-Museum.

Ifølge vores oplysninger vil det koste 1.6 milliarder kroner at bygge museet og selvom både Realdania og Staten skyder penge i projektet, mangler der stadig flere fonde, der kan bidrage.

Hos UN Live Museum kan man heller ikke bekræfte en eventuel placering i Øksnehallen:

»Vi har forskellige grunde i spil og interessenter, som vi forhandler med, og derfor kan vi ikke sige noget. Lige nu mangler vi stadig penge til projektet, og først senere på efteråret vil der formentlig være en afklaring også på en placering,« siger projektleder i UN Live, Emil Schelde.

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Skole i Kødbyen til en halv milliard

Den rigtige gamermus til børn