Sådan ser forslaget vedr. den nye Lidl-bygning ud. Du kan give din mening til kende på www.blivhoert.kk.dk. Grafik: Vilhelm Lauritzen Arkitekter
in , ,

Like 👍

Beboere raser over plan for nyt supermarked

UØNSKET NABO. En ny Lidl skal flytte ind i Nordvest på hjørnet af Peter Rørdamsvej og Tuborgvej. Den nye butik bliver dog langt fra budt velkommen af de lokale, som ikke ønsker en yderligere trafik og støj.

Af Julie Stougaard

js@minby.dk

NYT SUPERMARKED: Der var mange korslagte arme på borgermødet torsdag aften, som fandt sted i Krypten i Grundtvigs Kirke. Her var borgere, Bispebjerg Lokaludvalg, Teknik- og Miljøforvaltningen og repræsentanter fra supermarkedet Lidl mødt op til en snak om det lokalplansforslag, som er i høring netop nu.

Lidl har købt ejendommen, kendt som Journalistgården, af Lejerbo, som ellers havde til hensigt at bygge 18 ungdomsboliger i den eksisterende bygning og supplere med 21 boligeri et nybyggeri. I forbindelse med ombygningen viste det sig imidlertid, at bygningen var i så dårlig stand, herunder forurenet med asbest, at projektet ikke var økonomisk rentabelt. Der er herefter søgt og givet tilladelse til nedrivning uanset, at bygningen er bevaringsværdig.

Ældre frygter mere trafik

Lidl ønsker at opføre et nybyggeri med butik i stueetagen og boliger i tre overliggende etager samt parkering i kælderen.

Bebyggelsen har et sådant omfang, at den udløser krav om lokalplan, som foruden den aktuelle ejendom også omfatter naboejendommen Bjergvænget 1-25. Denne ejendom ejes af Lejerbo København og rummer ældreboliger i bevaringsværdige bygninger.

Og det er ikke ligefrem begejstring, man sporer i beboernes ansigter denne torsdag aften. Det er nemlig planen, at lastbilerne, som kommer op til to gange om dagen, og kunderne skal køre ad Peter Rørdamsvej, som går op til Bjergvænget, når de skal parkere i Lidls parkeringskælder. Projektet forudsætter desuden en omlægning af en del af Bjergvænget.

»Vi ønsker Lidl meget velkommen som nabo. Men vi ønsker ingen involvering i parkeringspladserne. Vi har masser af trafik og støj i forvejen,« siger formand for Bjergvængets beboerforening Leif Rabech.

Head of Real Estate ved Lidl Terje Nedergaard oplyser, at det, i forhold til beboernes bekymringer om støj, ifølge deres beregninger kun vil være omkring fem til syv procent af Lidls kunder, der kommer i bil, da hoveddelen af kundegruppen forventes at være de lokale i nærområdet.

Ønsker Tuborgvej-løsning

Han og beboerforeningens forslag lyder at flytte indgangen til parkeringskælderen til Jacob Lindbergs Vej, en sidevej til Peter Rørdamsvej. Det forslag vækker umiddelbar modstand hos en beboer på Jacob Lindbergs Vej.

Beboerne kan dog blive enige om løsningen, der hedder at lave en indkørsel med trafiklys fra Tuborgvej, som allerede er en tæt befærdet vej.

»Det er også et forslag, vi har drøftet med Københavns Kommune, for det var også et ønske fra vores side, men det kan ikke lade sig gøre,« siger Terje Nedergaard og kigger over på Peter Højriis fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som smiler, da alles øjne falder på ham.

»Det er ikke noget Københavns Kommune er interesseret i. Men det er da et forslag, jeg vil afprøve endnu engang for vores trafikplanlæggere. Men det er nok ikke særlig sandsynligt,« siger han.

»Hvad skal vi overhovedet med en Lidl, når der åbner en Netto lige overfor. Hvad skal vi med to supermarkeder?« lyder det fra en borger, og flere nikker.

»Der er langt færre supermarkeder i Nordvest end i andre dele af København, så vi tror på, at vi imødekommer et behov i området,« siger Terje Nedergaard.

Høringsperioden løber til 21. september 2018. Enhver har ret til at komme med høringssvar til planforslagene, og alle skriftlige høringssvar om forslaget vil indgå i den videre behandling. Hvis lokalplanen bliver vedtaget, vil Lidl kunne åbne dørene om cirka to år.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Written by Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Beboerne på Platanvej nægter at give op

Så er der Skam verdenspremiere