Den gamle chokoladefabrik fra 1800-tallet blev suppleret med en bygning fra 2001, som var i Mærsk Datas besiddelse. Senere blev det til IBM, som siden flyttede derfra. Foto: Muusfoto
in , ,

En fyldt chokolade ved runddelen

Vibenshus. Den gamle chokoladefabrik ved Vibenshus Runddel er nu fuldt udlejet. Det er kommet gang af sagerne i huset efter et par svære år, efter IBM flyttede ud i 2012.


Lokaler: En af de mest ikoniske erhvervsbygninger i København kan nu melde fuldt hus, eller rettere fyldt chokolade.

Vibenshuset med den tidligere chokoladefabrik Galle & Jessen-fabrik ved Vibenshus Runddel er fuldt udlejet med Københavns Universitet, finans-it-virksomheden Nets og et medicinalfirma som de seneste lejere, oplyser udlejer Topdanmark Ejendom A/S og mæglerfirmaet Lintrup & Norgart A/S.

Den ombyggede chokoladefabrik huser godt 900 arbejdspladser og får metro til dørtrinnet næste sommer.

Niels Bohr og Nets

Niels Bohr-instituttet rykkede i juni ind i kontorejendommen.

I løbet af efteråret flytter Nets, der håndterer dankortet og Betalingsservice, ind med en udviklingsafdeling – samtidig flytter den franske medicinalkoncern Sanofi sit danske kontor fra Hørsholm til Østerbro.

»Vibenshuset er oppe på cirka 900 arbejdspladser fordelt på 25 virksomheder, og de er ikke kommet af sig selv, for trods opsvinget står næsten seks procent af kontorlokalerne i København stadig ledige,« siger Stig Lintrup, partner og administrerende direktør i Lintrup & Norgart A/S i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at den gamle chokoladefabrik og den tilhørende it-bygning fra 2001 er blevet grundigt renoveret.

Konsulentfirmaet Ballisager har fået etableret egen indgang til cirka 2.000 ledige akademikere, der hvert år ventes til undervisning og rådgivning. Desuden er hovedindgangen flyttet fra Lyngbyvej og rundt om hjørnet til Jagtvej – lige over for Vibenshus Runddel Metrostation, som åbner næste sommer.

Den oprindelige fabrik blev bygget tilbage i 1884, da Galle & Jessen flyttede produktionen ud fra Indre by. De næste 100 år blev her fremstillet chokoladefrøer og andre lækkerier, men det foregår i dag på Toms Fabrikker i Ballerup. Det meste af komplekset på Vibenshus Runddel blev revet ned, og en del år lå Mærsk Data og senere IBM, som overtog Mærsk Data, på adressen.

IBM flyttede i 2012, og den første tid – i kølvandet på finanskrisen – stod det meget stille i byggeriet.

Farvel til frøer

Indtil 2009 var de ikoniske chokoladefrøer fortsat på toppen af bygningen, men til mange borgeres frustration blev de taget ned.

De seneste år har arkitekter og håndværkere forandret ejendommen til et moderne hus med en række fælles faciliteter: Personalerestaurant, reception, kaffebar, fitness, møde- og konferencecenter med jævnlige netværksarrangementer samt masser af parkeringspladser.

 

 

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Cykelsti på Strandboulevarden – men ikke på hele vejen

Kom med på ‘Rusturen’