Et flertal på Københavns Rådhus har besluttet, at forvaltningen skal analysere alternative byggefelter på Amager Fælled. Alle partier er enige om at få undersøgt om dele af det omstridte byggeri på Amager Fælled kan bygges på mindre grunde., lingerne. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
in

Vinderen tager det hele

Der er bundet sløjfer om to vigtige politiske aftaler på Københavns Rådhus indenfor de sidste par dage. Den første sløjfe er bundet om den aftale der sikrer boligbyggeri på Amager Fælled – men færre boliger og på et andet areal end først planlagt.

Forud for den svære forhandling om Amager Fælled begik overborgmester Frank Jensen (S) et strategisk stærkt skaktræk. Han meldte klart ud, at kun de partier der smøger ærmerne op og går med i en aftale om Amager Fælled kan være med til at præge kommunens budget til næste år.

Med andre ord: Frank Jensen ville forhindre, at nogle partier, læs: venstrefløjen og Alternativet, kunne pudse den grønne profil af ved at afvise alt byggeri på Fælleden for derefter at smutte ind i forhandlingslokalet igen og få indflydelse på budgettet. Partierne måtte tage det sure med det søde, lød devisen fra oven.

Skaktrækket gav bonus. Først kunne Frank Jensen slå en sløjfe om en aftale om Amager Fælled som alle partier på nær Enhedslisten og Alternativet står bag, og derefter kunne han binde sløjfe nummer to. Nemlig om en budgetaftale for 2019 indgået med de selvsamme partier.

 

Overborgmesteren holdt dermed ord. Er et parti villig til at gå med i en aftale om Fælleden, en aftale som altid vil få kritik fra miljøfolkene, belønnes partiet med indflydelse på budgettet.

Det er især vigtigt for Frank Jensen, at SF og de radikale støtter op om aftalen bag Amager Fælled. De to partier var tidligt ude med et nej til byggeri på Fælleden, men da de nu er med i aftalen begrænser de kritiske røster sig til Enhedslisten og Alternativet.

Havde Frank Jensen kun fået aftalen i sækken med Socialdemokratiet og de blå partier ville han havde blottet sig for kras rød/grøn kritik.

Enhedslistens og Alternativets manglende lyst til at tage ansvar, når det gælder, vil blive husket meget længe blandt de andre partier på rådhuset.

 

Selve budgetaftalen indeholder hele tre nye skoler på Amager, på Sluseholmen og i Kødbyen, en halv milliard kroner til børneinstitutioner og investeringer i en række sportsfaciliteter som København længe har manglet.

En politisk betændt sag som var med til at koste den tidligere borgmester Anna Mee Allerslev hendes politiske liv er også på vej til at blive løst.

Det er lykkedes hendes efterfølger Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre at få afsat penge til en forbedret service overfor borgere der står overfor at skulle modtage førtidspension.

Tidligere har dette området givet anledning til voldsom kritik efter pressen flere gange har bragt historier om borgere der skulle jobprøves, mens de fleste der læste historierne var enige om, at borgerne havde brug for hjælp snarere end at blive udsat for mistænkeliggørelse på et Jobcenter.

Aftalepartierne kan nu med tilfredshed se tilbage på et forløb, hvor de i fællesskab fik løst problemerne og signaleret ansvarlighed og evnen til det brede samarbejde, de fleste københavnere efterspørger.

Ude i kulden står Enhedslisten og Alternativet, men det har de selv valgt. Det er ikke altid, det betaler sig i længden at tage det lette standpunkt i en svær sag.

 

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Carsten Mai

Om journalisten Carsten Mai

Carsten Mai analyserer politikken i København. Han var i otte år pressechef for tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. I dag driver han konsulentvirksomheden Carsten Mai & Co, som rådgiver virksomheder og organisationer om kommunikation og politik. Han er uddannet cand.scient.soc. og bor med sin familie i København. www.carstenmai.dk

Amagerlæge: Derfor er regionsklinikker en dyr og dårlig løsning

Haveforeninger forfalder, mens byggeregler afklares