Foto: René Mølskov
in , ,

Eventyret findes i Nowhereland

Fantasiens land. Om halvanden uge bliver der åbnet for fantasiens verden, når Nowhereland Festival for børn i følge med deres voksne sætter fokus på børns leg og deres interaktion med kunst i en stor sanseudstilling på Enghavevej.

Tekst/Foto: René Mølskov

rem@minby.dk

Eventyr: Udefinerbare figurer, der måske er i familie med løver, eller måske med fisk, pryder væggen i værkstedet, hvor Trine Løgstrup og Signe-Lill Valkvæ lige nu arbejder på at gøre klar til deres første festival i næste weekend.

»Vi har før lavet skulptur- og sanseudstillinger til børn. Men det er første gang, vi laver det så stort og første gang, at vi laver det som en festival,« fortæller Signe-Lill Valkvæ, der sammen med Trine Løgstrup er i fuld gang med at klargøre det sidste.

Nowhereland Festival løber af stablen på fredag for skoler og lørdag for alle andre.

Mulighederne, nar dørene pa ̊Enghavevej 80 bliver åbnet næste lørdag er mange. Blandt andet linedans over farlig lava, tegneworkshop, fægtning med hajer og sødyr, cirkus, limbodans og ansigtsmaling. Alt sammen inspireret af sansudstillingens univers og figurer.

Ideen kom de på for et år siden, hvorefter de begyndte at søge fonde og finde samarbejdspartnere.

Mange samarbejder

Den åbne lørdag sker i særdeleshed i samarbejde med Idrætsprojektet, men de har i det seneste år sikret sig en lang række samarbejdspartnere.

»Det er et stort koordineringsarbejde med mange samarbejdspartnere. Lige frade otte workshopholdere om fredagen, Idrætsprojektet, åben skole, Too Good To Go, som leverer mad til festivalen, Statens Værksteder For Kunst, hvor vi bygger, samt Vesterbro og Kgs. Enghave Lokaludvalg og Cph Volunteers,« siger hun.

Poetisk univers

Når Idrætsprojektet lørdag i næste uge arrangerer en række aktiviteter, er det med Signe-Lill Valkvæ og Trine Løgstrups univers som baggrund.

»Vi har samarbejdet med Idrætsprojektet for at sikre, at de skulpturer og figurer vi laver, bliver en funktionel del af det poetiske univers, der omgiver de lege, som de arrangerer,« siger Trine Løgstrup.

Det kan for eksempel være et tæppe, der ligner lava, som ligger under børnene, når de øver linedans.

»Hele vejen igennem, forsøger vi at skabe en fortælling omkring legen,« siger Trine Løgstrup.

Foto: René Mølskov

Lærerig eventyrjagt

Både deres lavaunivers, jungleuniverset og de enkelte figurer fylder Enghavevej i weekendeni samspil mellem arrangement, leg og udstilling.

»Det er meningen, at man skal kunne interagere med udstillingen og gøre sig nogle tanker om, hvad det er, man ser, og oplever,« siger Signe-Lill Valkvæ.

De besøgende til udstillingen lørdag får udleveret en lille seddel, der fortæller lidt om universet. Og som har en række spørgsmål til udstillingen.

»Måske er der noget, man som barn skal hjælpe nogle af figurerne. Det bliver en historie, som fører dem gennem udstillingen og videre til de aktiviteter, som Idrætsprojektet laver,« forklarer Trine Løgstrup.

Inspirationen smitter

Den magiske og eventyrlige ramme omkring udstillingen skal hjælpe børnenes fantasi på vej. Noget som Trine Løgstrup og Signe-Lill Valkvæ har erfaring med fra de skoleworkshop, de har arrangeret i årenes løb.

»Sanseudstillingen er lavet med udgangspunkt i, at hvis man kommer til inspirerende omgivelser, bliver man selv inspireret til at lege og være kreativ. Det at skulle tegne en fantastisk tegning ved et fuldstændig tomt skrivebord med hvide vægge, kan være ødelæggende for kreativiteten. Derfor ønsker vi at skabe et inspirerende univers, der ikke fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, men som i stedet får en til at undre sig og synes, det er lidt mystisk og pirrende, så man måske får lyst til at bygge videre på fortællingen,« fortæller Trine Løgstrup.

Den kreative proces har de lært om på designskolen, og efterfølgende har de blandt andet lavet en række workshops for børn og unge.

»Hvis man bare beder dem finde på en fortællingen helt ud af det blå, har de svært ved at se formålet. Hvorfor? Så vi arbejder meget med at give dem billeder og ord som de skal skabe en fortællinge ud fra,« siger hun og Signe-Lill Valkvæ tilføjer:

»Vi har jo også nogle gange haft billeder med, som vi har været spændte på, om børnene kan arbejde videre med. Men børn er overraskende gode, så længe, man skaber et univers, hvor de kan udvikle sig.«

En fisk, en løve, en figur

De arbejder meget med at skabe figurer som både er bygget op af figurative og abstrakte elementer.

»For eksempel er vores figurer ikke tydeligt markeret som det ene eller andet. Der er en af figurerne, der måske kan være en løve eller måske kan det være en fisk. Men den har øjne og form nok til at være en figur, man kan arbejde videre med. Den har elementerne til at være en umiddelbar fortælling. Men der er stadig det abstrakte, der gør, at hele historien ikke er dikteret,« siger hun.

På lørdag bliver det fantasifulde univers åbnet op, og børn med deres forældre kan besøge et væld af kreative oplevelser.

»Vi vil gerne skabe et univers, hvor de kan lære noget kreativt. At give dem en oplevelse af at besøge et skævt univers, man ikke ser til hverdag. og samtidig få følelsen af selv at have været med til at bygge universet op,« siger Trine Løgstrup.

 

Kunstfestival.  Nowhereland Festival. lørdag 15. september kl. 10-16. KPH Volume, Enghavevej 80. Entré: 50 kr. eller tre for 100 kr. www.nowhere-land.dk

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

René Mølskov

Written by René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Midlertidige regionsklinikker skal afhjælpe akut lægemangel

Syv partier træffer aftale om byggeri på Amager Fælled