Foto: René Mølskov
in , ,

Like 👍

Et rum med plads til arbejdsglæde

Ari Mikael Zelenko har skabt “værk&sted” på Sønder Boulevard, hvor han har skabt, hvad der minder om et gammeldags værksted, men for kreative folk og kunstnere, der arbejder med visuelt håndværk.

Tekst/Foto: René Mølskov

rem@minby.dk

Når Ari Mikael Zelenko begynder dagen står han ofte i døren på Sønder Boulevard og hilser på de forbipasserende, sammen med sin hund Joey. Hans lokaler ligger lige ved siden af Mad og Kaffe overfor Absalon.

»Da jeg så, at lokalet var ledigt, så jeg nærmest i løbet af få minutter for mig det, der nu står færdigt her, som er en arbejdsplads for kreative freelancere og kunstnere, og et sted man kan blive bedre til sit fag, i sit eget tempo«, fortæller Ari i det lille tekøkken i baglokalet.

I de knap to år værk&sted har eksisteret, har han bygget stedet op og formet ideen efter det behov kunder og kreative brugere af værk&sted har haft. Som en del af værk&sted er også galleriet Fotografika.

Ari Mikael Zalenko har indrettet sit fotostudie, sit galleri og sit arbejde på Sønder Boulevard. Her nyder han og hunden Joey hverdagen på Vesterbro med andre kreative håndværkere. Foto: René Mølskov

Pride-udstilling begyndte

Han er uddannet journalist og har arbejdet både som sådan og som fotograf. Nu bruger han lokalerne som kretivt kontor, som fotostudie til portrætfotografi og til udstillinger i form af galleriet Fotografika.

Frem til oktober har han en udstilling i galleriet i anledningen af Copenhagen Pride Week 2018. Udstillingen hedder ’Pride People’. Han sælger blandt andet originale fotografier trykt som plakater til 150 kroner, hvoraf halvdelen går til AIDS-Fondet.

»Det tænkte jeg, gav god mening. Det er vigtigt for mig, at der er en sammenhæng mellem det hele.«

Udstillingen markerede åbningen af galleriet, som ikke kun er Ari Mikael Zelenkos arbejdsplads.

Foto: René Mølskov

Kreativt fællesskab

Foruden ham selv og hunden Joey, er der for tiden to filmfolk, en maler, en kunstfotograf og en grafiker, der alle bruger værk&sted

»Det er både et sted at være, og et sted at skabe noget, man kan sige er et værk. Det behov tror jeg mange selvstændige i de kreative fag har. Det er svært at finde jobs og man bliver nødt til at finde flere indgange til at tjene penge,« siger han.

Kombinationen af forskellige erhverv i det samme lokale er langt fra ny. Men ved at dele rummene med andre der betaler for deres eget forbrug, giver det merværdi på andet end bundlinjen. Der opstår nemlig noget nyt i samarbejdet og mødet mellem folk.

»Min far var fra New York, og jeg elsker kosmopolitiske metropoler og nye måder at leve kreativt på i et urbant miljø. Især inspirerer det mig med lokaler, der kombinerer erhverv og fag. Som vaskerierne, der i New York for 20-25 år siden blev til cafeer. Naturligvis udsprunget af meget høje huslejer, men som ender med at kunne noget mere,« siger han.

I lokalerne på Sønder Boulevard 68 har Ari Mikael Zelenko med udgangspunkt i fire grundlæggende elementer skabt et fleksibelt univers, hvor der er plads til kreativitet.

»Der er fotostudie, kreativt kontor, butik og galleri samt mulighed for event til blandt andet salg af kunstnerisk håndværk. Og workshops til vinter. Tanken er, at der kan skrues op og ned for de elementer, så det passer til de behov brugere og kunder har. Og det behov kan naturligvis skifte,« siger han.

Foto: René Mølskov

Betal for dit forbrug

Rejsen har været spændende og lærerig, men på samme tid også krævende og udgiftsrig.

»Jeg har jo ikke haft noget særligt økonomisk udgangspunkt. Så jeg har bygget det hele op gennem loppemarkedsbesøg og online-auktioner. Og brugen og indholdet er skabt ud fra min vision og ved at tale med folk om deres behov. Nu er det tanken at folk – med alle typer visuelle erhverv – kan vælge, hvor meget de skal bruge stedet her. Og så betaler de sådan set bare for det de bruger,« siger han.

Han forhandler en pris med brugerne, som afhænger af, hvor megetde skønner at bruge lokalerne.

»Det er fleksibelt og kan altid ændre sig. Ligesom virkeligheden. Alle ens kreative og smukke ideer bliver også skåret til og finpudset af virkeligheden,« siger han.

Håndværk anno 2018

Hans tanker om værk&sted bygger også på ideen om, at værksteeder som i gamle dage er savnet på Vesterbro.

»Som freelancer i de kreative erhverv, kan man have stor fordel i at være i direkte kontakt til lokale beboere, helt ligesom skomagere og mejerister var i gamle dage,« siger han mens han sidder henslængt med sin kaffe på et af de tre små skriveborde, der er placeret rundt om i de sammenhængende lokaler.

»I dag bruger folk medier og fotos, på samme måde som man gik til skomageren engang, og jeg håber at folk kommer forbi, og vil have noget lavet til deres hjemmeside eller købe noget til deres stuevæg. For mig er det et sted at være. Men det er også en vision. Når man har sådan en, skal man prøve at følge den til dørs,« siger Ari Mikael Zelenko

Foto: René Mølskov

Se ind i et lukket univers

Det er onsdag formiddag og han er alene sammen med sin hund, Joey, i lokalerne på Sønder Boulevard. Men folk skal også lige finde ud af, hvordan de kan bruge ham.

»Det er meningen, at det skal være en åben dør til et ellers lukket univers, hvor illustratorer, grafikere og kunstnere lever,« siger han.

Han håber, at flere vil opdage medieværkstedets tilbud, og bare lægge vejen forbi. Han håber opså at kreative freelancere vil lægge vejen forbi med egne ideer og ønsker. Det behøver ikke være sat på formel på forhånd.

»Det er både en demokratisk idé, og en måde at overleve på. Tanken er, at man som brugere af stedet kan bruge hinanden som netværk, men at man også kan sælge sit mediehåndværk i en form for butiksramme. Og det bliver interessant. Det er en bro mellem den digitale verden og den gammeldags værkstedsprægede arbejdsverden af håndværk, så grafikere, fotografer og illustrator ikke er så fastlåste i den virtuelle verden. Og jeg tror, at det er vigtigt, at os, der arbejder i den verden også får et udstillingsvindue i den fysiske,« siger han.

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Mere end 2000 til Bollywood

4.000 hotelværelser nedkølet med havvand