Andersen Kuffert Teater viser børneteaterstykket ¿Konen i muddergrøften¿ 22. september. PR-foto

Liv i Sundby tager hul på efteråret

KULTURTILBUD. Efterårsprogrammet hos Kulturforeningen Liv i Sundby byder på koncerter, børneteater, forfatteraftener, udflugter, foredrag og meget, meget mere.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

SUNDBY: Kulturforeningen Liv i Sundby, som har hjemsted på Solvang Bibliotek, har sendt sit efterårsprogram på gaden med stribevis af kulturtilbud for børn, unge og voksne.

Liv i Sundby samarbejder med flere lokale aktører, blandt andre Partnerskabet i Urbanplanen. Sæsonen indledes i morgen tirsdag 4. september klokken 19.00 med et arrangement i Beboerhus Øst, Lygtemagerstien 2A om Urban Hansen, som – måske – har lagt navn til boligområdet Urbanplanen.

Historiker Iben Bjørnsson fortæller om dette med udgangspunkt i sin bog om den socialdemokratiske politiker, der blev overborgmester i København 1962-76.

Liv i Sundby samarbejder også med litteraturforeningen Amar:litt, og billetterne til første arrangement 20. september – et foredrag af Morten Dyssel om Henrik Pontoppidans roman ’Lykke-Per’ – er allerede udsolgt. Måske fordi Bille Augusts filmatisering af romanen har premiere på torsdag.

Onsdag 21. november klokken 19.00 har de to samarbejdspartnere et foredrag med Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der i 2017 vandt Politikens litteraturpris for romanen Sorgens Grundstof, som hun denne aften tager udgangspunkt i. Det foregår i cafeen på Peder Lykke Centret.

Samarbejdet med Foreningshuset Sundholm8 fortsætter også, og her kan man 4. oktober møde Ib Katznelson. Som to-årig blev han netop den 4. oktober 1943 sammen med sine forældre arresteret under den dramatiske Gestapo-aktion mod en gruppe jøder, der skjulte sig i Syrefabrikken på Amager, og sendt til koncentrationslejre i Tyskland, senest Theresienstadt, hvorfra familien blev hentet hjem af de hvide busser i 1945.

Liv i Sundby har altid haft tradition for at præsentere godt børneteater, og i år er der i løbet af efteråret fire forestillinger at vælge imellem – den første allerede 22. september, hvor Andersens Kuffert Teater opfører ’Konen i muddergrøften’ for børn fra 3 år og deres voksne.

Udflugt til Politimuseet

Der er også et par udflugter at finde i efterårsprogrammet.

8. oktober tager Liv i Sundby på ekskursion til Politimuseet, hvor museumsleder Frederik Strand vil fortælle om trusselsbegrebet i museets aktuelle særudstilling.

Trusselsbrev fra Politimuseets udstilling.

Har truslerne på nutidens sociale medier mon ændret indhold i forhold til de traditionelle trusselsbreve? De udstillede breve er originale, underholdende og forbløffende i deres indhold og sprog.30

15. oktober byder Solvang Bibliotek igen velkommen til en fast tradition i Liv i Sundbys program – ferniseringen på Ama’r fri Efterårsudstilling 2018 med musikunderholdning.

Det var blot et lille udvalg af Liv i Sundbys efterår. Se hele programmet – der også indeholder andre arrangørers kulturarrangementer – på www.livisundby.dk. Her kan man også bestille eller købe billetter til Liv i Sundbys egne arrangementer.

Alle kan deltage i arrangementerne, men medlemmer af Liv i Sundby får rabat på de fleste af foreningens egne arrangementer.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Kuki udstiller silhuetklip i Lundehus Kirke

Hvem hjælper Vesterbro efter at Vesterbro fik stofmisbrugerne