Claus Høxbroes seneste digtsamling, -Morgenen arbejder på en ny sol-, der udkommer 3. september er blevet til på hotelværelser som her på Astoria og på en roadtrip. Fordi Claus Høxbroe ikke kan skrive, hvis han ikke oplever, ser, smager eller dufter, der han skriver om. Foto: Dan Møller
in , ,

Jeg keder mig, når folk er for ens

Claus Høxbroe er ked af Københavns udvikling, som han kalder afvikling. Hans seneste digtsamling -Morgenen arbejder på en ny sol- er blevet til på hotelværelser og en roadtrip til USA og Cuba med sit livs kærlighed, Monique.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

Det er den varmeste dag i 26 år, men Claus Høxbroe vil hellere lide i varmen, end at ty til shorts, T-shirt og klipklapper. Med sit lange sorte fuldskæg, en beige hat, stilsikre ’slacks’ og lys skjorte med lange flipper ligner han en mand fra 1800-tallets aristokrati. En iPhone 4 med leopardcover og et par bordeaux-røde sneakers bryder billedet om den kun 38-årige københavnske digter, der er født cirka 200 år for sent og stædigt holder på de gamle dyder som pokkers god opførsel, umagehed og udtalt høflighed.

Digte i hotelsengen

Vi har sat os i sengen på værelse 315 på Hotel Astoria ved Hovedbanegården. Digtsamlingen ’Morgenen arbejder på en ny sol’ er blevet til blandt andet her på hotellet og andre hoteller og på en måned lang roadtrip til USA og Cuba, hvor skriverier og oplevelser med kæresten helt bogstaveligt gik hånd i hånd.

Kærligheden til Monique Mai, som han mødte tilfældigt i Råhuset på Onkel Dannys Plads for to år siden, har ifølge ham selv gjort ham til en bedre digter

Før han mødte Monique, levede han et frit liv med 100 procent fokus på sit arbejde og lyrikken.

»Det var vigtigt for mig kun at have fokus på arbejde og at blive bedre og være ude at turnere. Men da jeg mødte Monique, kunne jeg ikke tillade mig at sige nej. Hun er kærligheden. Jeg har stadig mit drive i forhold til arbejdet, men jeg vil ikke leve uden hverken hende eller lyrikken, så de to ting skal forenes Men hun er det vigtigste. Jeg synes selv, at jeg er blevet en rigere digter af at opleve kærligheden. Det er da fantastisk at kunne skrive kærlighedsdigte til hende, det giver et andet arsenal at trække på i mit forfatterskab.”

Claus Høxbroe er født og opvokset i Herlev, men har boet på både Amager, Frederiksberg, Østerbro, Sydhavnen, Nørrebro og Vesterbro, hvor han stadig bor. Et frivilligt år som hjemløs er det også blevet til.

»For at mærke, hvordan det er,« som han sagde.

Mærke det han skriver

Han debuterede for 12 år siden som digter eller ’beat poet’, som han selv kalder det, og der er indgraveret på hans knoer.

Han fascineres af store fiktive værker, men selv er hans forfatterskab baseret på dét, han selv oplever. Derfor de mange rejser både rundt i byen og i verden.

»Jeg har stor respekt for, at man kan skabe universer som Harry Potter og andre store fiktive figurerer. Men jeg kan bare ikke arbejde sådan. Det er levet skrift. Jeg skal have oplevet, følt og smagt det, jeg skriver om,« fortæller Høxbroe.

’Morgenen arbejder på en ny sol’, den seneste digtsamling, er med lyriske beskrivelser af hotelværelser og rejser ingen undtagelse, og titeldigtet er blevet til i Miami, hvor Høxbroe og kæresten har oplevet ’de vildeste solopgange’.

»Det er, som om morgenen tager fat og lige rigger solen til og får arrangeret det hele,« siger Høxbroe.

Opsang til København

I digtsamlingen er der også revselse af københavnerbeslutninger, som for eksempel da man nedlagde buslinje 5A, som han omtaler som fattigrøvenes limousine.

Han elsker København, men er bekymret over udviklingen.

»Faktisk er der ikke tale om udvikling, men afvikling. Carlsberg Byen er en skændsel – i gamle dage kunne man gå en tur deroppe på brostenene – de er væk nu, og tilbage er højhuse for eliten. Hver gang der skyder nye boligområder op, glemmer man at blande befolkningen. Jeg har brug for, at folk er forskellige – brune, grønne, hvide, tykke, tynde, rige og fattige. Ellers keder jeg mig.«

København er hans hjerte – men han har også skrevet digte om Danmark og mener stadig, at der er meget at tage fat på.

Retorikken nedtoner

»Vi er nødt til at tale om klimaet og at få politikerne til at tage ansvar. Og så skal vi tage fat på den humanitære linje og tale om, hvordan man behandler andre. Uanset om man kommer hertil som klimaflygtning eller krigsflygtning, så virker det grotesk på mig, at man lukker døren i hovedet på mennesker, som flygter. Vi smider bomber og smadrer byer, men kalder det aktioner. Retorikken udsletter forfærdeligheder. Der er ikke noget, der hedder krig mere, men vi taler om blodige dage på Børsen, mens vi tæppebomber lande. Man siger heller ikke soldater eller hære, men indsatsstyrker – det lyder da meget godt, som nogen, der skal komme og skrue efter – lige efterspænde samfundet.«

 

 

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Større krav i ny integrationspolitik

Yngleøer og svenske strandtudser