Det kan ikke lige ses på billedet, men det har på grund af tørken støvet den seneste uge, når store maskiner har etableret yngleøer til klyderne i Klydesøen. Foto: Sven Norup.
in , ,

Like 👍

Yngleøer og svenske strandtudser

NATURPLEJE. Tørken har gjort det muligt for Naturstyrelsen at etablere sikre og rævefri yngleøer i Klydesøen ved Amagers sydvestkyst. I juli er der også udsat små strandtudser – en art der ellers var forsvundet fra Kalvebod Fælled.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

KALVEBOD FÆLLED: Klydesøen i det sydvestligste hjørne af Amager er i øjeblikket så tørlagt, at den støver, når man kører i den.

Og det gør Naturstyrelsen i øjeblikket, fordi man benytter den langvarige tørke til at etablere nogle forhøjninger i Klydesøen. Når vandet vender tilbage, bliver forhøjningerne til yngleøer for de jordrugende klyder.

»Vi laver kunstige øer, der tilgodeser fuglene, og hvor rævene ikke kan nå dem. Vi lavede den første ø i 2011, hvor der allerede kom 13 ynglende klydepar, og rekorden har været 62 par.

Så det var en succes, og vi har hele tiden sagt, at vi skal lave nogle flere, og nu bød lejligheden sig,« fortæller skovfoged Sven Norup fra Naturstyrelsen Hovedstaden.

Yngleøerne kommer også terner, strandskader, viber og præstekraver til gode.

Strandtudser fra Falsterbo

Lidt længere mod nord i området Nordre Klapper i den københavnske del af Kalvebod Fælled er Naturstyrelsen i gang med endnu et naturplejeprojekt i sommervarmen.

Store maskiner graver og fjerner et tyndt lag overfladejord. Og den bliver i øvrigt genbrugt til yngleøerne i Klydesøen.

»Hullerne på Nordre Klapper bliver til paddedamme, som skal komme strandtudser og grønbrogede tudser til gode,« siger skovfogeden.

Nej, det er ikke en lakrids, men en lille, nuttet etårig svensk strandtudse i skovfogedens hånd. Foto: Sven Norup.

Strandtudser formodes at være forsvundet fra Kalvebod Fælled i løbet af de seneste 15 år.

Men hvor får I dem så fra?

»De kommer fra Falsterbo, som har en større bestand. Når man samler æg, og udklækningen sker i fangenskab uden tudsernes naturlige fjender til at æde løs af dem, lykkes et højere antal med at udklække til haletudser. En tredjedel af tudserne er sat tilbage i Falsterbo, som får flere tudser, end hvis æggene var blevet i Falsterbo.

To tredjedele af tudserne er sat ud på Kalvebod Fælled. De hopper ikke som andre tudser, men piler afsted som en mus, og de lever af fluer og myg,« fortæller Sven Norup.

Naturprojekterne er støttet med 100.000 kroner fra Københavns Kommune og 400.000 kroner fra EU’s Life Fond.

Fakta om strandtudsen

Strandtudsen er 4-8 cm lang, med en stribe ned langs ryggen. Hannen har i yngletiden i maj og juni en stor, blålig kvækkepose under struben og kvækker fra midt i eller sidst i april, mest om natten. Et større kor af strandtudser kan godt høres op til to km væk.
Hunnen lægger 3.000-4.000 æg. De små tudser går på land fra lige efter midten af juni. Kun cirka en procent af haletudserne bliver til voksne tudser. De bliver i naturen 3-7 år gamle, nogle enkelte op til 12 år. Strandtudser går i vinterdvale omkring 1. oktober og graver sig ned i en dybde af 60-120 cm.
Strandtudsen er de seneste 20 år gået betydeligt tilbage i antal i Danmark. Den er fredet og må ikke samles ind eller slås ihjel, og dens levesteder må ikke ødelægges.
Kilde: Miljøstyrelsens hjemmeside

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Hanne Bjørton

Written by Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Jeg keder mig, når folk er for ens

Sådan rammes trafikken af Ironman