En løs hund kan godt være til gene for badegæster - den her havde ejeren dog styr på. Foto: Dan Møller
in , ,

Wow 🤩

Løse hunde er til gene for strandgæster

PLADS TIL ALLE. 1. maj-1. oktober skal hunde føres i snor i Amager Strandpark, hvor badegæsterne indtager stranden. Men det er ikke alle hundeejere, der respekterer reglerne – selv om der er et fritløbsområde nordligst i Strandparken.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

AMAGER STRANDPARK: Hver sommer kommer det til små sammenstød i Amager Strandpark mellem hundeejere, der ikke har hunden i snor, og andre strandgæster.

På stranden skiltes der med, at hunde skal holdes i snor i perioden 1. maj-31. august.

Lige nord for strandparken og Sundby Sejlforenings havn er der et fritløbsområde for hunde. Det skal give de badende og andre strandgæster ro til at nyde stranden.

Men det er ikke alle hundeejere, der respekterer reglerne og holder hunden i snor.

På en strandtur i forrige uge oplevede en hyppig strandgæst, Tina Weber fra Kastrup, et par episoder i Amager Strandpark tæt ved Femøren.

»Der var to hunde som løb rundt. En løb hen til et tæppe, hvor der var små børn, som blev forskrækkede. Ejerne er bedøvende ligeglade, og hvis man siger noget til dem, bliver de stiktossede. Der var en, som slet ikke havde styr på sin hund, og så sagde jeg det til hende, men hun bare: »Ja ja, der er vel plads til os alle sammen,« fortæller Tina Weber, der dog tilføjer, at der også er masser af hundeejere, der husker snoren.

Politiet patruljerer

Som sagt skiltes der ved stranden med påbuddet om at holde hunden i snor i sommerperioden.

På Københavns Kommunes hjemmeside under Amager Strandparks ordensreglement – hvor knap så mange strandgæster lægger mærke til det – er det også nævnt.

Det er Københavns Politi, og ikke Københavns Kommune, der kan sanktionere over for overtrædelse af reglerne, og der er ressourcer til det, fortæller politikommissær Kenneth Toft fra lokalpolitiet Amager og Christianshavn.

»Vi kommer i Amager Strandpark både uniformeret og civil, og vi har også cykelpatruljer, som cykler rundt dernede. Hvis de ser folk med løse hunde, så påtaler de det, og de giver også en bøde, hvis det er nødvendigt,« siger han.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Første skoledag skal helst være i folkeskolen

Sjældent møde over salatskålen